Ulovligt salg: Politiet beslaglagde 50 kasser med fyrværkeri

Kasserne indeholdt hvad der svarer til 105 kilo krudt, vurderer politiet.

Politiet fik hjælp af forsvarets ammunitionsryddere til at transportere kasserne væk (arkiv).
Politiet fik hjælp af forsvarets ammunitionsryddere til at transportere kasserne væk (arkiv).

Efter flere anmeldelser om at der blev solgt fyrværkeri på en bestemt adresse, lagde Midt- og Vestjyllands Politi mandag vejen forbi uden for Gjern ved Silkeborg.

Og der skulle hurtigt vise sig at være noget om snakken. 

På adressen fandt betjentene 50 kasser med fyrværkeri, som beboeren ikke havde tilladelse til at sælge. Og dertil kom, at fyrværkeriet ikke blev opbevaret forsvarligt efter forskrifterne.

Politiet har beregnet, at fyrværkeriet i de 50 kasser indeholdt i alt 105 kilo krudt.

- Vi beslaglagde hele lageret og fik forsvarets ammunitionsryddere til at fragte det væk, fortæller vagtchef Henrik Nielsen.

Beboeren på adressen, en 47-årig mand, er nu sigtet for overtrædelse af fyrværkerilovgivningen og reglerne i beredskabsloven. Men han er også udstyret med en sigtelse for hæleri, idet politiet har en formodning om, at fyrværkeriet kan være stjålet.

Der var ifølge politiet ikke tale om ulovligt fyrværkeri. Det er altså af den slags, som er lovligt at sælge i butikkerne - hvis man vel at mærke har de nødvendige tilladelser. 

2:47
Se også: Indslag fra den 27. december - skal det være forbudt at sælge fyrværkeri til private.