Tvilum i krise: Sender 700 medarbejdere hjem

Møbelfabrikken Tvilum med afdelinger i Fårvang og Kjellerup har sendt alle 700 medarbejderne hjem, da selskabet er i dyb krise.

Tvilum har sendt alle 700 medarbejdere hjem fra fabrikkerne i Fårvang og Kjellerup. Her er det hovedsædet i Fårvang nordøst for Silkeborg. Arkivfoto
Tvilum har sendt alle 700 medarbejdere hjem fra fabrikkerne i Fårvang og Kjellerup. Her er det hovedsædet i Fårvang nordøst for Silkeborg. Arkivfoto

700 medarbejdere er sendt hjem fra møbelfabrikken Tvilum-Scanbirk, der har afdelinger i området omkring Silkeborg. Firmaet er i dyb krise, skriver DR Østjylland.

Mandag formiddag er der indkaldt til informationsmøde.

- Det rammer rigtig, rigtig mange familier. En siger til mig, at hold kæft jeg har lige købt hus i sidste uge. Ja, altså det er virkelig dårligt, siger tillidsmand Frank Andersen til DR Østjylland.

Fremtiden for selskabet og dets ansatte er endnu uvis, siger formanden for 3F Silkeborg, Jens Svenningsen, til DR Østjylland:

- Ledelsen vil bruge weekenden til at finde en anden konstruktion, der kan bære videre, siger han.

Selskabet er registret som konkurs, men ændrede torsdag navn fra Tvilum Aps til Selskabet af 2. februar 2018. Det er ofte et tegn på, at et selskab nærmer sig konkurs eller en rekonstruktion.

Ejerne er Revolution Capital Group, der igen er ejet af et holdingselskab i USA.

Mens møbelfabrikanten har omsat for over en milliarder kroner om året de sidste mange år, så har det løbende givet underskud.

Det seneste offentliggjorte regnskab, der dækker 2016, viste et underskud på 11 millioner kroner. De seneste fem år har selskabet dog samlet tabt 358 millioner kroner.