Transportordførere om motorvejsstøj: - Find nu en løsning

Ingen vil betale for de støjgener, borgerne ved motorvejen i Silkeborg har. Pinligt, mener to af landsdelens transportordførere.

Trafikordføreren fra Venstre mener, at man bør privatisere køreprøverne, ligesom man har privatiseret bilsynet.
Trafikordføreren fra Venstre mener, at man bør privatisere køreprøverne, ligesom man har privatiseret bilsynet.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Andreas Steenberg kalder det latterligt, når staten og Silkeborg Kommune offentligt slås om, hvem der skal betale for at få rettet op på støjproblemerne ved motorvejen ved Buskelund i Silkeborg.

- Jeg tænker ikke, borgerne kan bruge den her offentlige slåskamp til noget. Jeg synes, det er direkte latterligt, at to offentlige myndigheder slås om det her for skatteborgernes penge, siger Andreas Steenberg, der er transportordfører for Radikale Venstre.

Borgerne i området omkring Buskelund ved Silkeborg er så hårdt plaget af støj i og omkring deres huse, at de kæmper for at få lavet en støjvold for at mindske problemet. Men hverken Silkeborg Kommune eller staten mener, ansvaret er deres.

- Vejdirektoratet mener, at kommunen var blevet advaret om, at der ikke skulle bygges huse i det område, som nu er plaget af larm. Derfor mener de, at det er kommunen, der skal betale, fordi de ikke lyttede til advarslerne og lod folk bygge huse der, siger Kristian Pihl Lorentzen, der er transportordfører for Venstre.

Silkeborg Kommunes borgmester, Steen Vindum, har offentlig sagt, at han overvejer at lægge sag an mod staten.

En løsning vil kræve en ny lov

Både Kristian Pihl Lorentzen og Andreas Steenberg siger, at de har forsøgt sig som mæglere mellem de to parter. Men umiddelbart er der ikke en løsning i sigte.

- Jeg vil arbejde for, at der bliver fundet en løsning på det her, men lige nu kan jeg ikke se en løsning for mig. Desværre. Men vi opgiver ikke håbet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

- Vindum har rakt hånden ud og tilbudt at finansiere noget af det. Jeg synes, at staten skal tage imod den håndsrækning og så få det her problem løst. Hvordan udgifterne bliver fordelt er underordnet. Støjvolden skal bygges, så borgerne ikke skal leve med mere støj, end de var stillet i udsigt, da de byggede deres huse, siger Andreas Steenberg.

Kristian Pihl Lorentzen ærgrer sig over, at man ikke fra starten fik testet, om der var for meget støj i boligområdet. Motorvejen blev nemlig en milliard kroner billigere end forventet, og de penge kunne være brugt på støjsikring. Men det er for sent nu. Hvis reglerne i fremtiden skal ændres, kræver det en ny lov eller en tillægslov, og det kan tage op til to år at få sådan en vedtaget i Folketinget.