Tørken får Ivans hus til at slå revner - forsikringen dækker ikke

Flere husejere håber nu på økonomisk hjælp fra politikerne. Erhvervsministeren mener dog ikke, at Folketinget skal blande sig.

Ivan Rasmussen opdagede denne revne i huset, da han kom hjem fra ferie.
Ivan Rasmussen opdagede denne revne i huset, da han kom hjem fra ferie.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Den varme og tørre sommer har ikke kun konsekvenser for landmændene. 

Flere husejere er også ramt - det ekstreme vejr får simpelthen deres huse til at slå revner, fortæller de.

- Da vi kom hjem fra ferie, opdagede vi en kæmpe revne på ydervæggen. Den løb fra vinduet og ned i soklen, og efterfølgende kunne vi ikke åbne vinduet i soveværelset, fortæller Ivan Henriksen fra Kjellerup. 

Han er ikke i tvivl om, at det er tørken, der er skyld i skaden, men han kan tilsyneladende se langt efter at få dækket sine udgifter. Hans forsikringsselskab har nemlig meddelt, at han ikke er dækket af sætningsskader.

- Det er på godt jysk træls. Det er nogle udgifter, vi gerne havde været foruden. Når man nu ser, at der kan gives støtte til stormflodsofre og landmændene... Al respekt for landmændene - det er et erhverv vi skal leve af alle sammen, men jeg synes godt, at man kunne tilgodese husejerne også, siger Ivan Henriksen.

Han regner med, at det vil koste små 10.000 kroner at udbedre skaderne.

Ved at falde fra hinanden

Så billigt slipper Thomas Bay Larsen fra Grønbjerg ved Spjald ikke. Den ejendom, som han købte i maj, er ramt af store sætningsskader. Han vurderer selv, at det vil løbe op i flere hundrede tusinde kroner, men den første melding fra forskningsselskabet er, at han heller ikke kan få erstatning. 

- Der var ikke noget at se, da vi købte huset. Men nu står vi med et hus, der er ved at falde fra hinanden, siger han.

Flere af de ramte husejere har nu lavet en Facebook-gruppe, som skal lægge pres på politikerne. De håber på at få økonomisk hjælp, når nu forsikringsselskaberne ikke vil - men står det til erhvervsminister Rasmus Jarlov (C) er det ikke en sag for politikerne.

-  Jeg tror, at det bliver svært at gøre noget ved. Jeg er ret overbevist om, at forsikringsselskaberne vil levere en tørkeforsikring, hvis der er efterspørgsel efter det. Og det er normalt bedst, at udbuddet af forsikringer bliver bestemt af udbud og efterspørgsel uden, at vi blander os for meget, skriver han i en mail til TV MIDTVEST.

Socialdemokraten Jens Joel er dog langt fra enig.

- Jeg synes, at det virker som et lidt for let svar fra ministerens side. Det undrer mig ærlig talt, hvis han vil lade folk stå alene med de problemer. Husejerne har jo tegnet en husforsikring, og nu siger forsikringsselskaberne så, at de kan desværre ikke hjælpe. Og regeringen har åbenbart ingen ambition om at komme de her mennesker i møde, siger Jens Joel.

2:29