Topkamp mellem superligabejlere: Silkeborg jagter revanche mod Viborg

Efter et skuffende pointtab hjemme mod Helsingør øjner Silkeborg en mulighed for at tage revanche og hale ind på Viborg.

Forsvarsspilleren Anders Hagelskjær og resten af silkeborgtruppen er topmotiverede før topbraget i 1. division mod Viborg FF, der i øjeblikket fører oprykningskampen med fem point ned til Silkeborg på anden pladsen.
Forsvarsspilleren Anders Hagelskjær og resten af silkeborgtruppen er topmotiverede før topbraget i 1. division mod Viborg FF, der i øjeblikket fører oprykningskampen med fem point ned til Silkeborg på anden pladsen.
Foto: Niels Christian Vilmann - Ritzau Scanpix

Der er torsdag aften topopgør i 1. Division, når rækkens nummer et og to mødes i Viborg.

Hjemmeholdet topper landets næstbedste fodboldrække, mens gæsterne fra Silkeborg indtager andenpladsen. For gæsterne er kampen en mulighed for at hale ind på de jyske rivaler, der lige nu er fem point foran i rækken.

Samtidig øjner Silkeborg revanche, efter at det i seneste spillerunde blev til 3-3 hjemme mod Helsingør. Det siger forsvarsspiller Anders Hagelskjær.

– Fornemmelsen er god. Der er godt humør i truppen, og det er dejligt at se oven på kampen mod Helsingør, hvor vi følte, at vi skulle have haft alle tre point.

- Der er ingen tvivl om, at vi er topmotiverede og glæder os til at komme ud og revanchere os, efter at vi ikke fik tre point i weekenden, siger han til Silkeborgs hjemmeside.

Silkeborg og Viborg, der begge jagter en oprykning til Superligaen, mødtes også 22. oktober. Her endte det med en udesejr til Viborg, men siden da har Silkeborg vundet alt på nær lørdagens kamp mod Helsingør.

– Det er længe siden, vi har tabt, og det kan vi selvfølgelig tage med. Ellers har vi spillet lidt blandede kampe på det seneste.

- Vi spiller jo ikke supergodt mod Helsingør eller mod HB Køge for den sags skyld, men vi får point med på vejen, og i morgen ved vi, hvad der skal til. Ingen tvivl om, at resultatet kommer til at afhænge af, hvem der er skarpest og mest kynisk, siger Anders Hagelskjær.

Kampen mellem Viborg og Silkeborg går i gang torsdag klokken 18.30.