Et forkert sving endte torsdag aften med, at en 75-årig mand fra Silkeborg fik kørt sin bil ind på togskinnerne, hvor den satte sig fast.
Det er vigtigt at få stoppet toget. Det er jo klart, når der holder en bil på skinnerne midt i Silkeborg.
Den ældre mand røg omkring klokken 19.00 ud på sidesporet, fordi han skulle have været ned af Jernbanegade centralt i Silkeborg, men han endte ved uheld ved at tage turen via togskinnerne.
- Det er vigtigt at få stoppet toget. Det er jo klart, når der holder en bil på skinnerne midt i Silkeborg. Ham der har kørt bilen, ringede selv og fortalte, hvad der var sket, så det er gået forholdsvis hurtigt med at få stoppet toget, fortæller Lasse Ivanø, der er politikommissær ved lokalstationen i Silkeborg.
Han fortæller også, at Falck blev tilkaldt til en nødflytning, og at bilen var væk fra skinnerne 40 minutter efter anmeldelsen.
Ulykkens omfang var ikke større end at toget mellem Herning og Svejbæk blev forsinket omkring 30 minutter, og linjen fra Silkeborg til Aarhus i 20 minutter.