Toårig mistede livet under gravsten: Nu skal tusindvis af sten sikres

​På kirkegården i Silkeborg er alle gravsten blevet tjekket.

Sådan ser det ud, når en gravsten gennemgår et sikkerhedstjek.
Sådan ser det ud, når en gravsten gennemgår et sikkerhedstjek.

Over hele landet skal tusindvis af gravsten nu sikres mod at kunne vælte.

Det sker efter flere uheld med væltede sten på kirkegårde. Særligt vakte en ulykke for to år siden opsigt, da en toårig dreng mistede livet i København, efter han fik en 200 kilo tung gravsten ned over sig.

Derfor har man flere steder i landet fået tjekket alle gravsten, og kirkegården i Silkeborg er ingen undtagelse. Her er man netop nu i gang med at kontrollere at sikkerheden er, som den skal være.

- Der er mange steder, hvor gravstenen står alene ude på en græsplæne, og det lægger jo op til, at folk kan gå der. Så de skal sikres, siger Niels Munksgaard, der er salgsansvarlig for Danske Stenhuggerier i Silkeborg.

- Er blevet mere opmærksomme

Efter dødsulykken i København opfordrede daværende kirkeminister Bertel Haarder alle landets kirkegårde til at sikre deres gravsten. Ligesom Arbejdstilsynet i enkelte andre tilfælde også har givet påbud om sikring.

Er gravstenen over 60 centimeter høj, lyder kravet på, at den skal kunne klare et træk på 35 kilo uden at vælte.

- Vi er blevet mere opmærksomme på, hvad der kan ske. Og jeg synes, vi har taget nogle gode tiltag. Hver gang vi sælger en sten på sokkel nu, så sørger vi for, at den er sikret hjemmefra, inden den bliver leveret, siger stenhugger Bjarne Pedersen.

- Fremover vil vi også lave soklerne, som stenene står på, i dobbelt bredde, så de er mere stabile. Så det er noget, vi arbejder meget med.

Mens arbejdet er godt i gang i Silkeborg, så er man i andre byer slet ikke begyndt endnu.

TV MIDTVEST har været i kontakt med de store kirkegårde i Viborg, Herning og Holstebro. Her er alle gravsten ikke blevet kontrolleret, som det har været tilfældet i Silkeborg. I stedet lader man de ansatte lave en løbende vurdering af, hvorvidt det er nødvendigt at sikre de forskellige gravsten.

Koster 2000-3000 kroner

Prisen for at få sikret en gravsten ligger på mellem 2000 og 3000 kroner. En pris, ejeren af gravstenen selv skal betale.

Ifølge Danske Stenhuggerier har ekstraregningen dog endnu ikke givet anledning til de store protester.

- Der er mange, der er forstående. De kan godt forstå det, når de har fået forklaringen på situationen, lyder det fra Niels Munksgaard.

Hvis ejeren af et gravsted ikke ønsker at betale, er der også mulighed for at gravstenen i stedet skal lægges ned.

Rettelse: I videoklippet nedenfor fremgår det, at Arbejdstilsynet har givet påbud til landets kirkegårde om at sikre alle vakkelvorne gravsten. Det er ikke korrekt, da Arbejdstilsynet kun har givet påbud i enkelte tilfælde. Den forkerte oplysning er rettet i artiklen.

1:45
Tusindvis af gravsten skal sikres efter en tragisk ulykke.