Tidligere byrådsmedlem dømt for injurier

Beskyldninger mod tidligere partifæller har nu resulteret i, at forhenværende byrådsmedlem i Silkeborg Kommune Leif Lund er dømt for æreskrænkende udtalelser.

Leif Lund har siddet i byrådet i Silkeborg Kommune i 28 år. Nu er han dømt for injurier mod to af hans tidligere partifæller.

Tidligere byrådsmedlem i Silkeborg Kommune Leif Lund skal betale 12.500 kroner til sine tidligere partifæller Harry Madsen og Kuno Danielsen, der begge sidder i byrådet for Dansk Folkeparti. Vestre Landsret i Viborg stadfæstede fredag den byretsdom fra april 2018, som dømte Leif Lund for at have fremsagt æreskrænkende udtalelser mod de to byrådsmedlemmer.

Det er virkelig dejligt, at der nu er kommet en afslutning på sagen. Det er jeg lettet over.

Harry Madsen, Dansk Folkeparti

Det skriver Midtjyllands Avis.

- Det er virkelig dejligt, at der nu er kommet en afslutning på sagen. Det er jeg lettet over, fortæller Harry Madsen til Midtjyllands Avis.

Leif Lund var før seneste kommunalvalg medlem af Silkeborg Byråd. Det havde han været uafbrudt i 28 år og blev således første gang valgt ind i 1989. Kort efter valget i 2013 besluttede han at forlade Dansk Folkeparti og fortsatte derefter som løsgænger.

Læs også DF’s lokalafdeling i Struer melder tidligere formand til politiet

I maj 2017 skrev han et læserbrev i Midtjyllands Avis, hvor han påstod, at hans to tidligere partikollegaer fra Dansk Folkeparti, Harry Madsen og Kuno Danielsen, havde godkendt køb af specielle rifler til en skytteforening, fordi de selv var medlem af foreningen og derfor havde en personlig interesse i købet.

De to DF'ere har dog aldrig været medlem af den pågældende skytteforening, og de var i øvrigt heller ikke med til at bevilje penge til indkøb af rifler. De besluttede derfor at lægge sag an mod Leif Lund. Sagen kom for byretten, og nu har landsretten også givet DF´erne medhold.

Leif Lund har ikke ønsket at kommentere sagen.