Tandprotese-udstyr for en million kroner stjålet i Silkeborg

Milliondyrt udstyr stjålet fra dental-laboratorium i Silkeborg

Udstyr til fremstilling af tandproteser var udbyttet da tyve brød ind i et dentallaboratorium i Silkeborg.
Udstyr til fremstilling af tandproteser var udbyttet da tyve brød ind i et dentallaboratorium i Silkeborg.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Det var udstyr i den dyre ende, der natten til mandag blev stjålet fra en dental-laboratorium i Silkeborgs nordlige industrikvarter.

Ifølge Flemming Just fra Lokalpolitiet i Silkeborg, slap ukendte gerningsmænd afsted med dyre ovne og fræser-udstyr, der bruges til fremstilling af tandproteser.

- Foreløbig ser det ud til, at der er stjålet grej for omkring en million kroner, siger Flemming Just, der mener tyveriet bærer præg af et bestillingsarbejde.

Noget tyder nemlig på, at gerningsmændene har haft utrolig travlt under indbruddet, og derfor med sikkerhed har vidst, hvilke tyvekoster de skulle gå efter. 

- De aktiverede alarmen da de brød ind gennem et vindue, og der gik ganske kort tid før alarmselskabet var fremme. I den periode, er det lykkedes tyvene at fjerne meget tungt udstyr, blandt andet ovne som vejer op til 300 kilo, fortæller Flemming Just.

Politiet har sikret spor efter indbruddet, men efterlyser vidner der har set noget mistænkeligt i industrikvarteret, i den nordlige del af Silkeborg. 

Specielt er politiet interesseret, hvis nogen har set varebiler i området natten til mandag. Politiet kan kontaktes på 114.