Syv kilo amfetamin giver 11 års fængsel til mand fra Silkeborg

En 57-årig mand har i et grundlovsforhør erkendt besiddelse af amfetamin og har på stedet fået en årelang dom.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Hurtig og effektiv.

Sådan kan man i korte træk beskrive retssystemets håndtering af en sag om en 57-årig mands opbevaring af ulovlige stoffer.

Han blev natten til tirsdag anholdt på sin bopæl i Silkeborg og sigtet for at være i besiddelse af mindst syv kilo amfetamin med det formål at sælge det videre til andre.

Tirsdag formiddag blev manden - Claus Riise - fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Horsens.

Her erkendte han sin forbrydelse, og dommeren idømte ham derfor en straksdom på 11 år.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Det er Særlig Efterforskning Vest, som er en enhed under Østjyllands Politi, der har efterforsket sagen.

Ved grundlovsforhør tager en dommer normalt stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den person, der er sigtet.

Herefter skal efterforskere og jurister klarlægge, om der kan rejses tiltale i sagen og dermed føres en retssag.

Men hvis den sigtede erkender sin skyld under grundlovsforhøret eller inden, er det muligt at afgøre sagen på stedet ved en straksdom.

Der var allerede inden retsmødet tirsdag i Horsens udsigt til, at der kunne blive sat punktum for sagen ved grundlovsforhøret.

Således fremgår det af retsmødebegæringen i sagen, at anklagemyndigheden ville forsøge at få fremmet sagen til dom med det samme.

Det store parti amfetamin, som Claus Riise er dømt for, blev opdaget af politiet på en adresse i Horsens klokken 00.15 natten til tirsdag.

Helt præcist fandt man 7,28 kilo.

Amfetamin er et kunstigt fremstillet stof, der sælges under flere betegnelser - blandt andet speed.

/ritzau/