Strømmen forsvandt: Bilist ramte transformatorstation og stak af

Flugtbilist fik hjælp til at blive trukket fri efter uheld ved Kjellerup. Vedkommende havde også sørget for at fjerne alle vragrester.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Mandag aften klokken 22.15 forsvandt strømmen i området omkring Fruerlundvej syd for Kjellerup, og det var der en noget voldsom forklaring på.

Det viste sig nemlig, at en transformatorstation med højspænding på Fruerlundvej var blevet påkørt af en bil.

- Vi fik først en anmeldelse om uheldet klokken 00.48, og da var bilen væk. Alle vragdele var fjernet, og vi kunne se på sporene derude, at bilen, der ramte transformatorstationen, var blevet trukket væk af et andet køretøj, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Politiet mener, at bilen i høj fart kørte på Fruerlundvej mod syd, da føreren mistede herredømmet i en blød kurve og herefter fortsatte 50 meter ind over en mark for til sidst at ramme transformatorstationen med voldsom kraft.

- Der kan være flere forklaringer på, at bilisten ikke havde lyst til at give sig til kende. Det kan være, at vedkommende var påvirket eller ikke har et kørekort. Det kan også være, at bilen var stjålet. Det er alt sammen kun gisninger, indtil vi får talt med vedkommende, siger vagtchefen.

Han opfordrer bilisten til at melde sig og understreger, at politiet også gerne vil tale med eventuelle vidner til uheldet. Uheldet var så voldsomt, at der må være store skader på bilen.

Udover ordensmagten har energiselskabet også noget at tale med vedkommende om. Transformatorstationen skal nemlig udskiftes, og dermed venter der ifølge politiet vedkommende et erstatningskrav på 200.000 kroner.