Strammere ghettoregler godkendt – dog kun for et år

Et næsten enigt byråd sagde mandag aften god for, at man måtte stramme udlejningsreglerne i ghettokvarteret i Silkeborg.

Nu er det endeligt vedtaget, at man fremover skal have mindst 30 timers arbejde i ugen samt en ren straffeattest for at bo på Resedavej og Lupinvej i Silkeborg. Boligkvarteret risikerer at ende i kategorien "hård ghetto", hvis ikke man får antallet af beboere uden for arbejdsmarkedet ned under 40 procent.

Alle partier i Silkeborg Byråd på nær Enhedslisten blev derfor mandag aften enige om, at hvis det mål skal nås, er det nødvendigt, at kravene for at flytte ind strammes. Egentlig var der lagt op til en permanent stramning, men efter forslag fra SF blev partierne enige om, at det i første omgang kun skulle gælde et år.

- Der var nogle i byrådet, der syntes, at stramningerne var markante og voldsomme, og det er de jo også, så det er fint, at vi lige tager et år først, og så kan vi tage den op igen. Personligt tænker jeg dog, at det skal vare længere, men det er fint med et år ad gangen, siger Steen Vindum, der er borgmester for Venstre i Silkeborg Kommune.

Farvel til sosuassistenten

Med de nye regler gælder det, at alle, der fra nu af og et år frem flytter ind i boligkvarteret, skal arbejde minimum 30 timer ugentligt, såfremt de er mellem 18-64 år. Derudover skal alle uanset alder vise en ren straffeattest.

quoteVi gik derfra med erkendelsen om, at vi ikke bare kunne lade som om, at det gik over af sig selv.

Steen Vindum, Borgmester, Venstre, Silkeborg Kommune

- Nu får vi eksempelvis ikke dem i sundhedsbranchen, som har 28 timer i ugen, ind og bo, selvom kvarteret ville have godt af det, men det vil ikke kunne lade sig gøre lige nu, siger Steen Vindum.

Ønsket om strammere udlejningsregler er kommet fra boligforeningerne, der står bag de to boligkvarterer. I frygten for at ende i kategorien "hård ghetto" og dermed være nødsaget til at skulle nedrive nogle af bygningerne, har man i boligforeningerne ikke set andre udveje.

- Vi fik en god snak på tværs af partierne. Vi gik derfra med erkendelsen om, at vi ikke bare kunne lade som om, at det gik over af sig selv, siger Steen Vindum.

Vi besøgte Lupinvej og Resedavej, dagen før udlejningsreglerne skulle godkendes. 

Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Politik.