Stort politiopbud i Silkeborg - øjenvidne beretter om ni patruljevogne

OPDATERET: Omkring klokken 14 er politiet kommet i mål med den opgave, som de var på stedet for at løse.

Der er en del politibiler og en enkelt ambulance på stedet.
Der er en del politibiler og en enkelt ambulance på stedet.
Foto: "Peter Erfurt, 24-7 News"

Politiet har omkring middag været talstærkt til stede på en adresse i Silkeborg.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politis pressetjeneste drejede det sig om en person med psykiske problemer, der skulle indlægges. De vil dog ikke begrunde det store politiopbud nærmere.

Et øjenvidne, der var på stedet, fortæller til TV MIDTVEST, at der på et tidspunkt var ni patruljevogne på adressen i Silkeborg.

Midt- og Vestjyllands Politis pressetjeneste kan dog ikke bekræfte, hvor mange patruljer, der har været kaldt til stedet.

Politiet oplyser på Twitter, at man som trafikant skal færdes efter deres anvisninger.

Omkring klokken 14 valgte personen, som politiet var på stedet for at hente, at følge med betjentene frivilligt. Det oplyser pressetjenesten hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Pressetjenesten oplyser også, at der ikke er kommet nogle personer til skade under aktionen.

På billedet her ses fem af de ni patruljevogne, som et øjenvidne på stedet har set.
På billedet her ses fem af de ni patruljevogne, som et øjenvidne på stedet har set.
Foto: "Peter Erfurt, 24-7 News"