Stor debat: Særligt de unge vil gerne have højhuse

Jo yngre man er, jo mere positivt stemt lader man i Silkeborg til at være stemt over for de nye højhusbyggerier. Det viser ny meningsmåling.

Genrebillede.
Genrebillede.
Foto: Genrebillede / TV2 Østjylland

Borgermøder, en rekordstor mængde indsigelser og flere forslag om folkeafstemning.

Planerne om det 78 meter høje byggeprojekt Fredensgård har i den grad været genstand for debat i Silkeborg.

Nu viser en ny meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for TV MIDTVEST og TV2 ØSTJYLLAND, at byens yngre segment faktisk er positivt stemte over for højhusbyggeriet.

Læs en opsummering af de mest centrale resultater nederst i artiklen.*

Højhusdebatten i Silkeborg centrerer sig i øjeblikket omkring byggeprojektet Fredensgård, som med sine planlagte 78 meter i bymidten vil blive byens højeste boligbyggeri.
Højhusdebatten i Silkeborg centrerer sig i øjeblikket omkring byggeprojektet Fredensgård, som med sine planlagte 78 meter i bymidten vil blive byens højeste boligbyggeri.

Unge er vilde med højhuse

Meningsmålingens resultater taler sit klare sprog. Tæt på halvdelen af de adspurgte, som kendte til byggeplanerne, er imod dem. 49 procent nærmere bestemt.

Men modstanden falder uden undtagelse for hver gang man går en aldersgruppe ned.

Som den eneste aldersgruppe ønsker de 18-29-årige faktisk flere højhuse i Silkeborg. Det svarer hele 59 procent ja til.

Steen Konradsen sidder i foreningen Skøn på Silkeborgs bestyrelse, hvor de arbejder for en by i balance med naturen omkring dem.
Steen Konradsen sidder i foreningen Skøn på Silkeborgs bestyrelse, hvor de arbejder for en by i balance med naturen omkring dem.
Foto: TV2 Østjylland

Til sammenligning svarer 70 procent af de plus 70-årige nej til samme spørgsmål.

Bestyrelsensmedlem i foreningen Skøn På Silkeborg, Steen Konradsen, er ikke overrasket over, at modstanden er noget mindre hos de unge.

- Det er vel ganske naturligt. Nogen vil måske sige, at det er fordi ældre har sværere ved at omstille sig. I stedet tror jeg, at det handler om, at det ofte er mennesker har boet her i meget lang tid, og derfor har større tradition og passion for byen som den er, siger han.

Modstand gør indtryk på borgmester

Byens borgmester, Steen Vindum (V), siger, at modstanden gør indtryk på ham.

- Det gør bestemt indtryk, men der er ofte stor folkelig modstand mod nye tiltag. Når det så står færdigt, ender folk ofte med at glade for det, siger han og nævner P-kælderen under Torvet og omlægningen af Torvet generelt som et eksempel.

Ifølge Steen Konradsen handler det dog ikke om at være for eller imod byudvikling, men om hvordan man forstår den udvikling.

- Hvis højhuse er lig med byudvikling, hvorfor så nøjes med 23 etager? Byer kan udvikle sig på mange måder. Det behøver ikke at være højhuse. For eksempel er vi lige nu i færd med at planlægge, hvordan vi udvikler området omrking søfronten, hvor vi har en masse spændende muligheder. Så det er ikke fordi, at de ældre i byen bare er imod byudvikling, siger han.

Yderligere resultater

67 procent af de i spørgeundersøgelsen 503 adspurgte bor i 8600 Silkeborg. De resterende 33 procent bor i Silkeborg Kommune.

Mere end tre fjerdedele kender til byggeplanerne for Fredensgård, hvor det især er de ældre, der er oplyst om projektet.

25 procent af de adspurgte svarer enten, at de hverken er for eller imod planerne eller ikke ved, hvor de står.

For de der kender til planerne svarer godt 50 procent, at de er imod dem. Der er ikke den store forskel at spore på respondenter i Silkeborg by og uden for. Uden for byen - altså i Silkeborg Kommune - er der noget flere respondenter der svarer, at de hverken er for eller imod eller at de ikke ved, hvor de står.

Man kan altså ikke konkludere, at modstanden er større i de områder, som højhusplanerne berører.

Borgmester Steen Vindums (V) eget partis vælgere er mere begejstret for planerne end socialdemokratiske vælgere. Dog er Venstre-vælgerne stadig overvejende modstandere af projektet med 45 procent af  dem imod planerne kontra 35 procent for.

Også på kønnene er der forskel at spore, hvor 32 procent af mændende er for mens kun 19 procent af kvinderne er det.