Stjal 224 flasker whisky fra mandag til torsdag - nu skal tre litauere i fængsel

Tre litauere skal i fængsel efter en tur i retten fredag. Årsagen er stjålet whisky.

Retten i Viborg.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

224 flasker whisky. Det var resultatet af tre tyveknægtes tur rundt i Jylland fra mandag til torsdag i den her uge. Men så gik den heller ikke længere. Politiets mobile tyverigruppe (MTG) slog til, så de blev anholdt og sigtet. Fredag fik de tre mænd fra Litauen straksdom ved Retten i Viborg.

- Det er meget tilfredsstillende.

- Det er rigtig fint, at man kan formå at fange de her personer, som kun er kommet til Danmark for at lave berigelseskriminalitet. De ville have været her i kort tid, og så er det rigtig fint, at vi får dem både anholdt, sigtet og dømt, siger senioranklager Claus Benner fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Tyverierne er foregået rundt omkring i Jylland. Blandt andet i flere forretninger i Silkeborg. 

Et år og ni måneders fængsel til sammen

Tyverierne i den her uge giver hver af tre mænd på henholdsvis 50, 49 og 38 år et ubetinget fængselsstraf på tre måneder. Desværre for den 49-årige Vytautas Kirsanovas er han ramt af en skærpelse, som politikerne på Christiansborg vedtog i 2018. Han har nemligt overtrådt et indrejseforbud, han fik i forbindelse med en tidligere dom. Så han skal 15 måneder i fængsel.

- Hvis man ikke overholder et indrejseforbud i forbindelse med, at man har fået tre måneders fængsel eller derover, så skal en person dømmes med minimum ét års fængsel i en ny sag. Derfor får han ligesom de to andre tre måneders fængsel og så ét år oveni, afslutter Claus Benner.

Af hensyn til MTGs metoder ønsker senioranklageren ikke at komme ind på de nærmere omstændigheder vedrørende de tre nu dømte personer. Men politiet fangede dem et sted, hvor de opholdt sig sammen med tyvekosterne.

De tre personer har valgt ikke at anke byrettens dom.