Spritbilist kørte fra Viborg til Silkeborg med promille på 2,87

​Manden kan nu se frem til en lang række sigtelser.

politiskilt.jpg
Foto: Flemming Christensen

En 55-årig mand fra Silkeborg kan se frem til en betydelig straf, efter at han valgte at køre den cirka 35 kilometer lange tur fra Viborg til Silkeborg med en alt for høj promille. 2,87 sagde alkometeret, da det lykkedes politiet at stoppe manden.

Men det var langt fra hans eneste forseelse.

Politiet blev først opmærksomme på den berusede mand, da de ti minutter i ni tirsdag morgen modtog en anmeldelse fra en person, som havde været i kontakt føreren af en personbil, som virkede meget beruset. Det skete lidt udenfor Viborg. Herefter efterlyste politiet personbilen, som de ud fra registreringsnummeret kunne se var stjålet i Aalestrup.

Svingede voldsomt

Ti minutter over ni modtog politiet så anmeldelse nummer to. Denne gang var det en kvinde, der kunne fortælle, at hun kørte bag en bil, der svingede vildt på vejen og ofte var ovre i den modsatte vognbane. Bilen befandt sig nu tæt på Silkeborg.

Politiet og kvinden holdt kontakten, indtil betjentene kunne standse bilen.

- Her puster han så alkometeret op på 2,87, og vi kunne anholde ham klokken 09:29, fortæller politikommissær ved Silkeborg Politi, Thomas van Norde og tilføjer:

- Han kørte desuden uden kørekort i en stjålet bil, og så var han formentligt også påvirket af medicin.

På trods af den lange strækning, så endte turen ikke med et uheld.

- Det er godt, at vi fik ham. Heldigvis er folk opmærksomme og ringer, når de oplever sådan en person, siger Thomas van Norde. 

Midt- og Vestjylland indtager en trist førsteplads over antal trafikdræbte på grund af spirituskørsel.
Midt- og Vestjylland indtager en trist førsteplads over antal trafikdræbte på grund af spirituskørsel.
Foto: Rådet For Sikker Trafik