Sprængstof-sag: 32-årig idømt 2,5 års fængsel - slipper for udvisning

En 32-årig mand skal 2,5 år i fængsel, men slipper for at blive udvist af Danmark. Forsvareren vil overveje, om dommen skal ankes.

Retten i Viborg.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

32-årige Alexander Udo Jensen er mandag blev idømt 2,5 års fængsel ved Retten i Viborg for at fremstille sprængstof i sit hjem uden for Thorning nær Kjellerup.

Anklagemyndigheden gik også efter at få Udo Jensen udvist, men det gik dommeren og de to domsmænd, der i øvrigt var enige i afgørelsen, altså ikke med til. Han er tysk statsborger, men har været i Danmark de seneste 29 år.

Da han har været på fri fod indtil mandagens retsmøde, bad anklageren straks efter dommen om at få ham anholdt igen. Derfor kom en patrulje og hentede ham umiddelbart efter dommen.

Forsvareren protesterede mod den øjeblikkelige fængsling, men har taget betænkningstid på 14 dage for at overveje, om dommen skal ankes eller ej.