Søger vidner til dødsulykke

Politiet ved stadig ikke, hvordan 45-årig silkeborgenser døde. Der er stadig intet, der tyder på en forbrydelse - alligevel vil ordensmagten gerne høre fra eventuelle vidner.

240315Doedfunden.jpg

Obduktionen af den 45-årige mand, der i weekenden blev fundet død ved Viborgbroen i Silkeborg, har ikke givet politiet et endeligt svar på, hvad der skete med den 45-årige.

- Vi har ikke nogen endelig konklusion - ud over at vi kan udelukke en drukneulykke, siger politikommissær Bent Riber Nielsen fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Den 45-årige havde flere skader efter et fald, men selv om obduktionen ikke gav et præcist svar, mener politiet umiddelbart ikke, at den 45-årige var ude for en forbrydelse.

- Vi hælder stadigvæk mest til, at der er tale om en tragisk ulykke. Der er ikke noget, der indikerer en forbrydelse, siger Bent Riber Nielsen.

Politiet vil dog gerne tale med eventuelle vidner, der har set den 45-årige, efter at han ved 1-tiden forlod et værtshus i Nygade.