Smitteudbrud på skole: Testbus rykker ud

Der er sket et smitteudbrud på en skole nær Silkeborg, hvor 11 elever er testet positive.

Der bliver tilbudt PCR-test ved Voel Skole.
Der bliver tilbudt PCR-test ved Voel Skole.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpiz

Der er i øjeblikket et mikroudbrud af coronasmitte i Voel, nær Silkeborg. Det skriver Silkeborg Kommune på deres hjemmeside.

Smitten udspringer fra Voel Skole, der indtil videre har modtaget informationer om, at 11 elever fra tre klasser er testet positiv for COVID-19.

For at bekæmpe smitten vil Region Midtjylland køre ud til skolen med en testbil.

Bilen var første gang på skolen tirsdag og kommer til at holde der alle dage mellem 09.15 og 15.

Bilen tilbyder elever, søskende, forældre og medarbejdere at blive PCR-testet.

Styrelsen for Patientsikkerhed samarbejder med Voel Skole og Silkeborg Kommunes sundhedsberedskab om smitteopsporing og smittehåndtering.

Voel er beliggende 10 kilometer øst for Silkeborg og har en befolkning på cirka 1600.