Skoleelever skulle lave mad af rester: - Det er vigtigt for klimaet

Omfattende madspild er en stor belastning for vores klima, og derfor har regeringen indført en ’Stop Madspild-dag’. Det blev blandt andet markeret i Silkeborg.

Eleverne er enige om, at kampen mod madspild er vigtig.
Eleverne er enige om, at kampen mod madspild er vigtig.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Gammel blomkål kan sagtens blive til en god pizzabund, og grøntsagsrester kan bruges til at tilberede kylling.

Det lærte to 7. klasser fra Sølystskolen i Silkeborg onsdag, hvor de i kampen mod madspild var i madlavningsskole hos kokkeeleverne på byens erhvervsskole.

- Vi laver en masse mad med lidt ældre rodfrugter blandt andet, uden tingene er blevet gamle og mugne, men med ting, der er blevet lidt slatne for at vise eleverne, hvordan vi kan udnytte råvarerne maksimalt, siger Frederik Bach, som er kokkefaglærer på College360 i Silkeborg.

Og eleverne tager godt imod den klimavenlige madlavning.

- Jeg synes, det er rigtig smart, så der ikke er noget, der går til spilde. Og jeg glæder mig til at smage det, siger 13-årige Ida Emilie Bay Sørensen.

13-årige Hjalte Kvist Mølgaard lærte blandt andet, at man med madrester kan lave en god fond, der kan give smag til for eksempel supper.
13-årige Hjalte Kvist Mølgaard lærte blandt andet, at man med madrester kan lave en god fond, der kan give smag til for eksempel supper.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Overproduktion 'til ingen verdens nytte'

I gennemsnit smider hver dansker 44 kilo mad ud om året, som sagtens kunne have været spist. Det er 14 procent af al den mad, vi køber. Og det har en kæmpe betydning for klimaet.

Det fortæller Lisbeth Mogensen, som er lektor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet i Foulum. Det udleder omkring 4 kilo CO2 at producere det, som hver dansker spiser hver dag i gennemsnit – men det er uden produktionen af overskydende mad, som bliver smidt ud, forklarer hun.

- Når vi skal lægge det til, der skal produceres, fordi vi smider mad ud, så skal vi lægge 12-14 procent oveni, så vi kommer op på 4,5 kilo CO2 per dansker per år. Og den produktion er jo til ingen verdens nytte, siger Lisbeth Mogensen.

Derfor er den sidste onsdag i september blevet til national ’Stop Madspild-dag’, hvor både børn og voksne skal lære at smide mindre mad ud. Ifølge Lisbeth Mogensen er det især frugt og grønt samt brød, der ryger i danskernes skraldespande.

Efter en dag med kyllingeskrog og kartoffelskræller tyder det på, at budskabet er trængt igennem til eleverne fra Sølystskolen.

- Jeg har lært, at man kan bruge rester fra en ret til noget andet, så det ikke går til spilde, siger Ida Emilie Bay Sørensen.

- Jeg synes, det er vigtigt at tænke på. Det er vigtigt for klimaet, siger 13-årige Esther Villadsen.