Silkeborg vil rive huse ned

Byrådet i Silkeborg vil fjerne tomme huse, der skæmmer i landsbyer og ved indfaldsveje.

Gravemaskine river hus ned.jpg

Silkeborg Kommune går i gang med nu i gang med at rive forfaldne huse ned langs trafikerede veje og i landsbyer. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

I alt er der 4,2 mio. kroner til indsatsen i år, hvor af de 2,5 mio. kroner er fra Ministeriet for By, Bolig og landdistrikters pulje til at fjerne skrot, istandsætte eller fjerne forfaldne huse i det åbne land og byer med under 3.000 indbyggere.

I Silkeborg skal alle pengene bruges på at rive de ringeste og mest synlige huse ned. Det besluttede Byrådet mandag aften.

- Vi er ikke hårdt ramt sammenlignet med mange andre kommuner, men vi har også tomme og faldefærdige huse i Silkeborg Kommune. En enkelt forfalden rønne kan skæmme en hel landsby og gøre det vanskeligere for naboerne at sælge deres huse, siger borgmester Steen Vindum (V) i en pressemeddelelse.

Fjerner de mest forfaldne

På landsplan er der ifølge Statens Byggeforskningsinstitut 60.000 huse, som er så forfaldne, at de bør rives ned. I Silkeborg lyder skønnet på omkring 250 tomme huse, hvor af 90 er i meget dårlig stand.

- En del af husene er ikke egnede til at bo i, og vi vil gerne begynde med de huse, der er mest forfaldne og skæmmer mest. Vi har nogle i kikkerten, men indsatsen sker efter aftale med ejerne, siger Mette Geertsen i pressemeddelelsen.

Silkeborg Kommune vil kontakte nogle af ejerne, men der er også åbent for ansøgninger fra husejere, som ønsker kommunens hjælp til at fjerne et forladt hus.