Silkeborg-træner efterlyser dygtighed efter nulløsning

Kent Nielsen er tilfreds med et point efter 0-0 mod AaB, men efterlyser større dygtighed i angrebet.

Kent Nielsen så søndag sit Silkeborg-hold spille 0-0 mod AaB.
Kent Nielsen så søndag sit Silkeborg-hold spille 0-0 mod AaB.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Silkeborg og AaB formåede ikke at finde vej til nettet, da holdene søndag spillede 0-0 på Jysk Park i tredje runde af Superligaen.

Det var tredje kamp i streg med uafgjort for Kent Nielsens Silkeborg-mandskab, og cheftræneren var fint tilfreds med sæsonens tredje point.

- Det er vi tilfredse med og glade for. De store chancer var vel ligeligt fordelt, men AaB havde i visse dele et tungt pres på os. Så vi tager det ene point og arbejder hårdt videre med det.

Kampen var fyldt med store chancer til begge mandskaber, og selv om Kent Nielsen var glad for det ene point, så efterlyser cheftræneren dygtighed i de afgørende situationer.

- At komme til chancer er en ting, men at få dem udnyttet er noget andet. Der stresser vi måske stadig en smule, så det skal vi gøre noget ved, fortæller Kent Nielsen.

Nicolai Larsen i Silkeborg-buret mener også, at det var fair med en pointdeling i en kamp, hvor der var mange målforsøg i begge ender.

- Det er jo egentlig lidt utroligt, at det ender uden mål. Jeg føler, at AaB får overtaget i anden halvleg, hvor de var et hak bedre end os, og vi havde lidt problemer med deres pres, så jeg er egentlig tilfreds med det ene point, fortæller Silkeborg-keeperen.

AaB-forsvarsspiller Rasmus Thelander var ærgerlig over nulløsningen, men føler også, at pointdelingen var retvisende for kampen.

- Det er i bund og grund et fair resultat. Der var chancer i begge ender, og jeg føler, at begge hold kunne have taget sejren i dag.

Rasmus Thelander var meget tæt på at sende gæsterne fra AaB i front efter få minutters spil, men hans veltimede hovedstød ramte stolpen.

- Jeg kunne godt unde mig selv et mål i dag, lad mig sige det sådan, fortæller AaB-spilleren.

Pointdelingen betyder, at begge hold fortsat er uden sejr i Superligaen.