Silkeborg skuffer hjemme

Silkeborg vil gerne rykke op, men i Peter Sørensens debut som træner måtte man nøjes med ét point mod Næstved. (ARKIVFOTO)

260815SilkeborgIF.jpg

Jubel, løftede arme og sejrsbrøl var der ikke meget af, da Peter Sørensen mandag aften fik debut som træner i Silkeborg IF.

Nedrykkeren fra Alka Superligaen, der har store ambitioner om at vende hurtigt tilbage til den bedste række, måtte nøjes med 1-1 hjemme mod Næstved i 1. division.

Havde Silkeborg-lejren håbet, at man med en ny cheftræner ved roret ville opleve en hurtig, positiv reaktion fra spillerne, der gennem noget tid ikke har leveret det ønskede, så skulle man kigge langt efter dette ønske.

Med resultatet har Silkeborg 14 point på syvendepladsen efter 11 kampe, og der er fire point op til Vejle på den vigtige tredjeplads, der også giver oprykning.

Silkeborg valgte den 30. september at fyre den tidligere cheftræner Kim Poulsen og afløse ham med 42-årige tidligere AGF-træner Peter Sørensen, der også har en fortid som spiller i Silkeborg.

Silkeborgs håb om at lune tilskuerne med tre vigtige point fik en kold klud i ansigtet efter 17 minutter, da Mikkel Rygaard Jensen bragte Næstved foran 1-0 i en første halvleg, hvor Silkeborg ikke formåede at diske op med forløsende scoringer, der kunne vende billedet.

Anden halvleg var dog ikke mere end fire minutter gammel, før Marcus Solberg scorede for hjemmeholdet, og gav Silkeborg næsten en hel halvleg til at jagte sejren mod gæsterne, der ikke er fuldtidsprofessionelle.

Silkeborg havde problemer med at tage afgørende initiativ, og forsvaret virkede flere gange skrøbeligt, og Næstved spillede flot fodbold og kom også til chancer.

Silkeborgs Marcus Solberg havde bolden i mål i overtiden, hvor Næstved var reduceret til 10 mand efter en udvisning, men scoringen blev annulleret og trods et massivt pres mod slutningen, lykkedes det ikke Silkeborg at score sejrsmålet.

Peter Sørensen har kontrakt frem til 2018 med Silkeborg.

/ritzau/