Silkeborg jagter point – og spillere med ministerpotentiale

En ministerpost er blevet ledig i Silkeborg IF, efter plaffeministeren, Ronnie Schwartz, er skiftet til FC Midtjylland.

Mads Emil Madsen er nyudnævnt anfører i Silkeborg IF.
Mads Emil Madsen er nyudnævnt anfører i Silkeborg IF.
Foto: Frederik Helms, TV MIDTVEST

Hvis Silkeborg skal undgå at rykke ned fra Superligaen, skal de finde en eller flere, der kan score mål.

Det faktum er svært at komme udenom, efter Ronnie Schwartz, der har scoret 12 mål i Superligaen i denne sæson, er skiftet til rivalerne fra FC Midtjylland.

- Vi må alle sammen lige lave et par stykker, vurderer den nyudnævnte anfører Mads Emil Madsen.

Selv har U21-landsholdsspilleren bidraget med et enkelt mål, men der er altså stadig lang vej, hvis samtlige af Ronnie Schwartz scoringer skal erstattes.

Ministerpotentiale

Det er ikke kun på målkontoen, at Silkeborg skal til at kigge nye veje.

For med afgangen af plaffeministeren, som Schwartz bliver kaldt, skal der også findes en ny minister.

- Der er ingen tvivl om, at jeg vil spille flere kampe fra start. Og jeg vil lave flere mål, end jeg har gjort, vurderer Emil Holten.

Til spørgsmålet om, hvorvidt han kan overtage ministerposten, svarer den 23-årige offensivspiller således:

- Jeg ved ikke, om der er ministerpotentiale, men lad os kalde det noget andet, siger han, mens Mads Emil Madsen svarer:

- Jeg ved ikke, om der er nogen, der har ministerpotentiale. Men vi har da nogle, der kan score mål.

Tror på overlevelse

Laves mål skal der. Da Ronnie Schwartz tog turen til FC Midtjylland, tog angriberen Junior Brumado den modsatte tur.

Han er en af dem, der skal hjælpe Silkeborg i overlevelseskampen. En overlevelseskamp, hvor der er ikke er mange, der giver Silkeborg gode odds.

- Det ser selvfølgelig svært ud, men vi tror på det, indtil der ikke er en matematisk chance mere. Det er vores mindset, siger den nye anfører, hvortil Emil Holten supplerer:

- Der er sket meget vildere ting, end at Silkeborg bliver i Superligaen i år.

Næste kamp for Mads Emil Madsen, Emil Holten, Junior Brumado og resten af Silkeborg-mandskabet er søndag, når AaB kommer på besøg på JYSK Park.

1:29
Silkeborg møder søndag AaB i en kamp, hvor der helst skal tre point på kontoen.