Silkeborg IF-spiller udtaget til OL

Robert Skov, som til daglig spiller i Silkeborg IF, er blandt de 22 spillere, der skal forsvare Danmark ved OL i Rio.

Robert Skov
Foto: TV MIDTVEST

Om godt to uger sætter det danske fodboldlandshold kurs mod  OL i Rio, og det bliver med midt- og vestjysk deltagelse.

Mandag udtog OL-landstræner Niels Frederiksen den olympiske trup, og her er Robert Skov fra Silkeborg IF blandt.

- Jeg er utrolig stolt og helt vildt glad, siger Robert Skov. 

I alt 22 spillere skal forsvare de rød-hvide farver ved De Olympiske Lege i Brasilien til august, og det er ikke helt let at udtage en OL-fodboldtrup.

OL finder nemlig sted samtidig med mange af de første kampe i flere store fodboldligaer. Mange fodboldklubber giver derfor ikke deres spillere lov til at deltage i en sportsbegivenhed som OL, der ikke er en FIFA-turnering.

- Udtagelsen af denne trup har været et meget udfordrende puslespil. Vi har ikke haft alle spillere til rådighed. Det er ærgerligt, men vi har kendt risikoen hele tiden, siger landstræner Niels Frederiksen i en pressemeddelse.

Han spår dog de danske OL-spillere gode chancer ved den indledende runde og tror på, at Danmark kan gå videre fra puljen.

- Vi er oppe mod gode modstandere som Irak, Sydafrika og særligt Brasilien. Men vi ved, at holdet kan spille op med de fleste, og hvis vi rammer vores niveau, så kan vi spille om medaljer, hvis alt går godt, siger Niels Frederiksen.

Silkeborg-spilleren Robert Skov bliver måske ikke den eneste midt- og vestjyde, som skal med OL-truppen til Rio.

Asger S. Sørensen, som har fået sin fodboldopdragelse hos FC Midtjylland, er nemlig udtaget til reserveholdet. 

Første kamp ved OL spiller Danmark mod Irak, og i ugen efter møder landsholdet Sydafrika og Brasilien.