Lone Thorius er en af de midt- og vestjyder, der har fået gennemgået sit hjem af en låsesmed for at sikre huset mod indbrud.
Tilbage i oktober havde hun nemlig besøg af en indbrudstyv i sit hus i Resenbro ved Silkeborg, som er et af de områder, der har været hårdest plaget af indbrud i år.
- Hele soveværelset var bare væltet rundt. Heldigvis mistede vi kun ting, vi kunne erstatte igen, men det var alligevel noget af en overraskelse. Det var træls.
- Det gør da indtryk, at der har været så mange indbrud i Silkeborg i det sidste år. Så man har været forberedt på, at man kunne blive den næste i rækken, fordi vi ligger lidt udenfor byen, hvor der er fred og ro for indbrudstyvene, lyder det fra Lone Thorius.
Silkeborg hårdest ramt i Midt- og Vestjylland
Her i landsdelen er det Silkeborg, der topper listen over flest indbrud. Indtil videre er der i år blevet begået 419 indbrud – det er en stigning på over 14 procent sammenlignet med sidste år.
Generelt skiller den midt- og vestjyske politikreds sig markant ud. For mens antallet af indbrud er faldet mellem ni og 18 procent i de øvrige politikredse, er tendensen en anden i Midt- og Vestjylland, hvor der er en stigning på 1,4 procent.
Det ærgrer Ralf Hove, der er vicepolitiinspektør og leder af forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi står i stampe, og det er utilfredsstillende.
- Vi har et fantastisk vejnet, og det er borgerne glade for, men det er tyveknægtene formentlig også. De har let adgang rundt i kredsen – også til de store byer.
- Vi prøver at forebygge så godt, vi kan. Vi giver dagligt råd til borgerne til,hvordan man kan forebygge indbrud i hjemmet. Men det kræver selvfølgelig også, at vi kan fange dem, der laver indbruddene. Der er vi godt med i forhold til resten af landet, men det rækker ikke nok, siger Ralf Hove.
Politiet anbefaler også nabohjælp som et værktøj til at undgå indbrud.