Silkeborg har succes med plejehjem for alkoholikere

Et særligt plejehjem for ældre alkoholikere er blevet en stor succes. Nu bliver Silkeborg Kommune kontaktet af andre kommuner, fordi plejehjemmet er så unikt.

Beboerne på Solgården må stadig godt drikke alkohol.
Beboerne på Solgården må stadig godt drikke alkohol.
Foto: TV2 Østjylland

Plejehjemmet Solgården i Sjørslev ved Kjellerup har stor succes med en ny profilering som et plejehjem målrettet alkoholmisbrugere.

Siden oktober har ældre mennesker, der samtidig er alkoholikere, kunne bo på det specialiserede plejehjem. Her kan de få hjælp til at styre deres alkoholforbrug samt støtte til at klare de daglige gøremål, som de ikke selv kan overskue.

- Jeg kom væltende herud i en ordentlig sidevind, og det fik de ligeså stille pillet af mig, og så begyndte der at være struktur i det. Og du får et fantastisk godt liv, fortalte beboer på plejehjemmet Steen Lucassen til TV2 Østjylland i oktober, da han lige var flyttet ind. ​

På plejehjemmet må beboerne stadig gerne gerne drikke det alkohol, de vil. I samarbejde med de ansatte får de hjælp til at bestille alkohol. Det giver mere struktur i deres hverdag, og generelt har plejehjemmet ændret tilværelsen til det bedre for mange beboere.

- Jeg er så lykkelig, lød det fra en tydeligt bevæget Karsten Nielsen, da TV2 Østjylland var på besøg i oktober.

Solgården er en solstrålehistorie

Den nye profil på plejehjemmet er blevet så stor en succes, at Silkeborg Kommune nu bliver kontaktet af andre østjyske kommuner, der er interesserede i at få borgere dertil. 

- Vi vidste godt, at det her var en rigtig god idé, men at omverdenen også tænkte, at det her var en rigtig god idé, det kommer bag på os, siger sektionsleder for plejecentrene i kommunen, Jette Laumand.

Inden plejecenteret blev omdannet til et profilplejehjem målrettet alkoholmisbrugere, huserede det allerede flere af slagsen, og derfor havde plejehjemslederen allerede gode erfaringer med, at det giver større livskvalitet for beboerne, hvis de får en hjælpende hånd til at strukturere tingene.

I fremtiden forventer Silkeborg at åbne flere plejehjem med specialuddannet personale.

0:54
Her kan du se TV2 Østjyllands indslag om succeshistorien på Solgården.