Silkeborg har kniven for struben før møde med Fredericia

Det er mere end en måned siden, at Silkeborg IF sidst gik sejrrigt fra banen. I morgen er det kun en sejr mod én af de nærmeste rivaler, der kan holde liv i Superligadrømmen.

Nederlag de sidste par uger til Viborg FF og Vendsyssel FF har kostet dyrt for ambitiøse Silkeborg IF. Kent Nielsens mandskab er dumpet ned på en fjerdeplads og har lige nu syv og ni points op til Esbjerg fB og Viborg FF på de to oprykningspladser.

- Vi ved godt alle sammen, at der i løbet af en sæson kommer perioder, hvor man skal slide lidt mere i det for at nå resultaterne. Og der er ingen tvivl om, at vi slider i det i øjeblikket, siger cheftræner Kent Nielsen.

I morgen står Kent Nielsens mandskab overfor endnu en svær mission. Hjemme på JYSK Park kommer FC Fredericia på besøg i en middags-forestilling. Fredericia er på tredjepladsen ét point foran Silkeborg IF.

- Vi holder fokus på, hvad det er, der skal til for at vinde kampen. Det er det eneste, vi kan. Det er vigtigt at vinde og få så mange point, som muligt, det siger sig selv, og jo flere kampe, man taber eller sætter point til i, jo sværere bliver det også at nå det mål, vi har. Vi havde selvfølgelig foretrukket at ligge dér, hvor Viborg og Esbjerg ligger, men det gør vi ikke, så det vi bruger vores tid på er, hvordan vi skal slå Fredericia.

Kampen kan ses direkte på TV3 Sport fra klokken 12.30.


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Sport.