Silkeborg fejrer stadionindvielse med sejr over AGF

Silkeborg slog mandag aften AGF med 2-1 i en dramatisk kamp, der blandt andet bød på to udvisninger.

Inden kampen marcherede fansene fra det gamle stadion til det nye.
Inden kampen marcherede fansene fra det gamle stadion til det nye.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Silkeborg indviede mandag aften klubbens nybyggede stadion, Jysk Park, med en 2-1 sejr over lokalrivalerne fra AGF i Alka Superligaens tredje runde. Begge mandskaber fik en mand udvist i opgøret. I den helt fantastiske kulisse leverede begge mandskaber masser af fight og drama og gav generelt de næsten 10.000 fremmødte fans en fantastisk forestilling.
    
Med sejren kravler Silkeborg væk fra sidstepladsen og ligger delt nummer ti med tre point for tre kampe. AGF er nummer ni med samme antal point. Der skulle kun spilles syv minutter på det splinternye kunstgræs, før Gustaf Nilsson skabte eufori på det udsolgte stadion.
    
Robert Skov stak en bold i dybden, og angriberen Gustaf Nilsson sparkede bolden fladt i mål.
    
Ti minutter senere bragte AGF balance i regnskabet. En høj bold blev sparket ned bag Silkeborg-forsvaret, og her afsluttede Morten "Duncan" Rasmussen kynisk med et fladt spark i det lange hjørne og gjorde det til 1-1. Efter 25 minutters spil gjorde Dino Mikanovic opgaven sværere for AGF, da han blev udvist. Kroaten nedlagde Jeppe Okkels og modtog sit andet gule kort, efter han tidligere havde fået en advarsel for brokkeri.
    
I anden halvleg pressede Silkeborg på for at udnytte overtallet. Efter et kvarters spil blev Marc Rochester Sørensen sendt på banen, og han skulle kun bruge to minutter på at bringe Silkeborg i front igen.
    
Den nye Silkeborg-spiller fik en flot aflevering i dybden og sparkede bolden mellem benene på AGF-målmand Aleksandar Jovanovic til en 2-1-føring. Med et kvarter igen fik endnu en indskifter en hovedrolle for Silkeborg. Ibrahim Moro fik to gule kort på tre minutter og blev dermed sendt i bad efter bare ti minutter på banen.
    
Med syv minutter igen fik Martin Spelmann dirigeret et indlæg i nettet. AGF'eren var dog offside og fik derfor sit mål underkendt. Dermed måtte AGF tage hjem med et 1-2-nederlag trods et intenst pres i slutningen af kampen.
    
Næste opgave for Silkeborg bliver udekampen mod Horsens på fredag, mens AGF skal til Sønderjyske om en uge.
    
/ritzau/