Silkeborg-duo: Vi omstiller os for dårligt til græs

Ifølge Simon Jakobsen og Thomas Nørgaard er Silkeborg udfordret ved at veksle mellem kunstgræs og græsbaner.

Den nye hjemmebane i Silkeborg er belagt med kunstgræs.
Den nye hjemmebane i Silkeborg er belagt med kunstgræs.
Foto: Henning Bagger / Scanpix

Silkeborg har før sæsonen fået nyt stadion, der er beklædt med kunstgræs. Her har silkeborgenserne i sæsonens første seks kampe i Alka Superligaen hentet 12 point, men på udebane er pointene ikke kommet i samme grad.
    
Blot ét point er det blevet til i otte udekampe, og lørdag tabte midtjyderne med 0-2 til oprykkerne FC Helsingør. Her dummede Silkeborg sig to gange i det første kvarter, hvor dårlige Silkeborg-afleveringer på egen banehalvdel førte til Helsingør-scoringer.
    
- Vi skal ikke give banen skylden, for det er ens for alle. Men tilgangen til spillet var for naivt i forhold til, hvad der kunne lade sig gøre på denne bane.
    
- Vi prøvede for korte og for svære afleveringer, og det var ikke til at håndtere på dette underlag. Vi gav alt for ofte sorteper videre til en medspiller med den måde, vi spillede på, og det blev straffet, siger stopperen Simon Jakobsen.
    
Målmand Thomas Nørgaard mener, at skiftet til kunstgræs på hjemmebane og som træningsbane kan have noget at sige i den dårlige udebanestatistik.
    
- Det er altid svært at sætte en finger på, hvad der er udslagsgivende, men mod Helsingør synes jeg, at vi for sent omstillede os til forholdene.
    
- Det kan godt tilskrives, at vi er vant til at spille på en anden måde. Så der er muligvis en forbindelse mellem det, at vi spiller på kunstgræs, og den dårlige udebanestatistik, men det må vi bare lære at løse på en bedre måde, siger målmanden. 

Silkeborg-spillerne træner kun på kunstgræs, også når der skal spilles på almindeligt græs i udekampene.
    
- Vi træner udelukkende på vores stadion. Jeg tror ikke, det er en løsning at træne på græs, for det med at skifte mellem kunstgræs og græs løbende, er ikke nogen god idé, siger Nørgaard.
    
- Vi vil gerne kunne spille, som vi gør på hjemmebane, når vi spiller ude. Så der skal ikke ændres for meget i vores setup, fordi vi hver anden uge skal spille på græs.
    
- Men det kan være, vi skal spille lidt mere simpelt i efterårsmånederne, hvor banerne ikke er så gode, siger keeperen.
    
/ritzau/