Silkeborg-chef satser på lynoprykning trods forandret trup

Silkeborg rykkede ud af Superligaen søndag, men vil op fra 1. division igen i første hug.

Administrerende direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen.
Administrerende direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen.

I næste sæson skal Silkeborg spille i 1. division, da holdet ikke længere kan nå redning efter søndagens 1-2-nederlag til Sønderjyske.

Der skal dog ikke gå længe, før der igen bydes på superligafodbold i Silkeborg. Det siger klubbens administrerende direktør, Kent Madsen.

- Det er vores ambition at rykke op igen. Der er selvfølgelig andre hold, som også vil det, men vi har rykket ned nogle gange og har en god tradition for at rykke hurtigt op igen, siger Madsen.

- Der bliver kamp om det, og med den nye struktur, hvor top-6 inddeles efter 22 runder, så er det et krav, at vi er med dér, og så vil vi selvfølgelig gå efter at ende helt i toppen.

Kent Madsen understreger, at klubben ikke er nødt til at sadle fuldstændig om på grund af manglende indtægter efter nedrykningen.

Han forventer dog at se en række forandringer i den nuværende spillertrup.

- Nedrykningen får ingen anden konsekvens, end at vi spiller i 1. division i næste sæson.

- Vi har dog nogle spillere, som er lejet eller spiller på korte kontrakter, og som er blandt de tunge på lønbudgettet, som vi nok ikke ser på det hold, vi har i næste sæson, siger han.

Cheftræner bliver på posten

Mens der er udskiftninger på vej i truppen, er der intet, der peger på udskiftning på trænerposten.

Her ser Kent Madsen den nuværende træner Kent Nielsen som manden, der kan få klubben op i Superligaen igen.

- Vi er blevet stærkere og stærkere i denne sæson, og jeg mener, at Kent Nielsen er den rette til det.

- Jeg er sikker på, at han tager opgaven på sig og arbejder målrettet for at få os op igen.

Kent Nielsen har en fortid som cheftræner i flere superligaklubber og har aldrig tidligere prøvet at rykke ned.

Han er indstillet på at arbejde videre i klubben trods nedrykningen.

- Da jeg kom til Silkeborg, vidste jeg godt, at der var en sandsynlighed for, at vi ville rykke ned, men jeg har ingen problemer med at skulle med ned i 1. division.

- Jeg kan godt lide at være træner, og det er en fin klub at være i, understreger Nielsen.

Da Silkeborg i sidste sæson rykkede op fra 1. division, var det med Michael Hansen som træner.

/ritzau/

2:39
For sjette gang i klubbens historie rykker Silkeborg IF ud af landets bedste fodboldrække.