Sen scoring sikrer første ligasejr til Silkeborg

En scoring i det 88. minut sikrede søndag sæsonens første sejr til Silkeborg, da holdet slog AGF med 4-3.

Sæsonens første sejr skulle findes i en målrig kamp.
Sæsonens første sejr skulle findes i en målrig kamp.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det blev til sæsonens første sejr, da Silkeborg IF søndag vandt 4-3 ude over AGF på et mål i det 88. minut af Anders Hagelskjær

Kampen bølgede frem og tilbage, men i sidste ende var AGF ikke skarp nok, for det skulle være blevet til langt mere end tre mål for hjemmeholdet.

Silkeborg er dog fortsat sidst i 3F Superligaen med seks point efter 13 kampe, mens AGF er på fjerdepladsen med 20 point.

Midtbanespiller Mathias Hebo Rasmussen bragte Silkeborg i front efter 26 minutter med et flot langskud.

AGF fik dog svaret hurtigt igen to minutter efter.

Formstærke Mustapha Bundu modtog en lang bold og fik på akrobatisk vis drejet rundt om sig selv og vippet bolden i mål til 1-1 efter skidt forsvarsspil.

Hjemmeholdets fans skulle heller ikke vente længe på et føringsmål til AGF, for det faldt to minutter senere.

Målrig kamp

Et fladt indlæg fra back Casper Højer landede for fødderne af angriber Patrick Mortensen, som sikkert lagde bolden i kassen.

Efter scoringen trak det flere gange op til yderligere AGF-mål, men det var Silkeborg, der fik udlignet kort inden pausen.

Angriber Ronnie Schwartz modtog ud af det blå en dyb stikning, som han på fornemmeste vist lobbede over AGF-målmanden.

AGF kom på 3-2 i det 47. minut, da Patrick Mortensen fra tæt hold gav hjemmeholdet føringen med sin anden scoring i kampen.

Bedst som man troede, at hjemmeholdet skulle udbygge føringen, fik Silkeborg tilkendt et straffespark.

Det udnyttede Ronnie Schwartz på sikker vis, da han med sit andet mål i opgøret udlignede til 3-3.

I det 88. minut kom forløsningen for Silkeborg, da forsvarsspiller Anders Hagelskjær fik pandet et indlæg i kassen til 4-3.

/ritzau/