Røveri: Maskeret mand truede personale på tankstation

To unge medarbejdere slog alarm til politiet kort før klokken 22 søndag aften.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Søndag aften blev personalet på en OK-tanken på Vestre Ringvej i Silkeborg udsat for et røveri, da en maskeret mand kort før klokken 22 kom ind i butikken på tanken.

- Han beder om at få udleveret penge. Det får han så at vide, at han ikke kan, fordi de er låst inde, forklarer politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg, Lasse Ivanøe. 

Røveren havde ikke medbragt noget våben, men han havde en meget aggressiv adfærd, lyder det fra politiet.

- Efterfølgende truer han sig til at få udleveret seks kartoner cigaretter af mærkerne Skjold og Pall Mall, uddyber Lasse Ivanøe.

Politiet er nu på jagt efter manden, der efter røveriet løb fra stedet til fods. 

- Vi har ledt efter ham med hunde, og vi kigger videoovervågning og ser, om vi kan spore os frem til, hvem det kan være.

Politiet hører gerne fra vidner, der måtte have set noget, der kan være interessant i forhold til røveriet. De kan kontaktes på telefon 114.