Resedavej og Lupinvej taget af ny ghettoliste

På den nye ghettoliste, som Transport- og Boligministeriet har sendt ud, er boligområdet Resedavej/Nørrevang II ikke på.

Resedavej i Silkeborg skal ikke længere betegnes som en ghetto (arkivbillede).
Resedavej i Silkeborg skal ikke længere betegnes som en ghetto (arkivbillede).
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Siden 1. december 2018 har boligområdet Resedavej/Nørrevang II i Silkeborg, der tæller Resedavej og Lupinvej, været en del af ghettolisten.

Det er de ikke længere.

På den nye ghettoliste fra Transport- og Boligministeriet fremgår det, at området er taget af listen, fordi området ikke længere opfylder de kriterier, som skal til, før det betegnes som en ghetto.

På listen fra 1. december 2020 er der 15 boligområder mod 28 på sidste års liste. Der er ingen nye områder på listen, og 13 områder forlader listen.

Kravene på ghettolisten

Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent, og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste 2 år.
  2. Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 3 gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste 2 år.
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grundskoleuddannelse, overstiger 60 procent.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) udgør mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Udsatte boligområder

Boligområdet i Silkeborg figurerer heller ikke på listen over udsatte boligområder.

Det gør til gengæld to områder i Viborg.

Det drejer sig om Ellekonebakken og Houlkærvænget.

Ellekonebakken har tidligere været på ghettolisten, men blev taget af, da listen udkom i 2019.