Regeringen bebuder nye ungdomsuddannelser i landsdelen

Regeringen vil arbejde for at etablere ungdomsuddannelser i 15 byer med over 10.000 indbyggere. På tegnebrættet er blandt andet Kjellerup og Brande.

Først på et senere tidspunkt vil regeringen præsentere, hvilke ungdomsuddannelser, man vil have i Kjellerup og Brande.
Først på et senere tidspunkt vil regeringen præsentere, hvilke ungdomsuddannelser, man vil have i Kjellerup og Brande.
Foto: Sara Gangsted/Ritzau Scanpix

I alt 15 byer med over 10.000 indbyggere uden for Storkøbenhavn, Aarhus, Odense og Aalborg har ikke en ungdomsuddannelse. Det viser et notat fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Men det skal de have, siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

- Dét at have en ungdomsuddannelse betyder noget for, i hvor høj grad de unge tager en uddannelse, og i hvilket omfang de falder fra de uddannelser, de har påbegyndt.

I Midt- og Vestjylland betyder det, at Brande og Kjellerup har udsigt til hver deres ungdomsuddannelse. 

- Jeg synes faktisk, at det er ret rystende, at vi har 15 byer med mere end 10.000 indbyggere, der ikke har en ungdomsuddannelse, siger hun.

Da byerne hverken har stx, hf, hhx, htx eller en erhvervsuddannelse, må de unge pendle til andre byer.

Ministeren er dog ikke bekymret for, at flere uddannelsesmuligheder vil give udfordringer for de eksisterende.

- De lokalsamfund, der allerede har uddannelsesinstitutioner, og hvor man trækker elever fra, vil selvfølgelig miste nogle, hvis en naboby skal have 300-500 elever.

- Men det vil stadig være store og bæredygtige institutioner. Vi har fået lavet nogle megainstitutioner, som gør, at andre områder ingen skoler har, siger Rosenkrantz-Theil.

Det er til gengæld en bekymring, som organisationen Danske Gymnasier har.

- Der er ikke mange unge i de her områder, så i forvejen går der færre på de tilbud, der er i nærheden, og det kan godt blive et problem, siger formand Birgitte Vedersø.

Afstand giver frafald

Netop afstand kan have betydning for frafald.

For de gymnasiale uddannelser stiger frafaldet med 0,5 procent for hver ti kilometer, afstanden til uddannelsesinstitutionen øges, viser notatet.

Birgitte Vedersø foreslår at samle flere tilbud på eksisterende adresser.

- Den gennemsnitlige afstand til et alment gymnasium er otte kilometer, mens det er 18 kilometer for grundforløb til erhvervsuddannelser.

- Så man kan overveje, om de adresser, som allerede har en ungdomsuddannelse, skulle udbyde noget mere.

Her tænker Danske Gymnasier på, at der kan blive kortere til erhvervsuddannelserne, hvis de for eksempel nogle steder ligger samme sted som gymnasierne.

Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke nervøs for, at det faglige udvalg bliver smallere, hvis flere skoler oprettes.

- Der findes 18 forskellige studieretninger på den almindelige stx og 108 forskellige erhvervsuddannelser. Det er de færreste steder, at alt det udbydes.

- Specialiserer man sig inden for noget helt bestemt, så er det klart, at man ligesom i dag må derhen, hvor de uddannelsesudbud findes, siger hun.

De 15 byer er Korsør, Jyllinge, Otterup, Rødekro, Nordborg, Vojens, Rødding, Børkop, Give, Brande, Ebeltoft, Kjellerup, Ry, Sæby og Hadsund.

Ministeren vil ikke konkludere, hvilke uddannelser der kan ligge hvor.

Regeringen vil senere komme med et udspil på området.