Premier League-klub køber dansk forsvarsspiller i Silkeborg

Ifølge manager David Moyes koster Silkeborg-spilleren Frederik Alves lidt over en million pund.

Silkeborg meddelte allerede i begyndelsen af november, at klubben havde solgt Frederik Alves til en udenlandsk klub. Det fremgik dog ikke hvilken.
Silkeborg meddelte allerede i begyndelsen af november, at klubben havde solgt Frederik Alves til en udenlandsk klub. Det fremgik dog ikke hvilken.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Silkeborg fra fodboldens 1. Division kan se frem til en pæn økonomisk indsprøjtning, når pengene for forsvareren Frederik Alves går ind på klubkontoen.

Alves blev tirsdag præsenteret som ny spiller i Premier League-klubben West Ham, og skal man tro manager David Moyes, hoster den engelske klub op med mere end otte millioner kroner for den 21-årige stopper.

- Han koster lidt over en million pund (kurs 8,16 red.), så det er en lille handel, der kan hjælpe os til at forynge holdet. Vi vil fortsætte med at hente unge spillere og dermed gøre truppen yngre hen ad vejen, siger Moyes til West Hams hjemmeside.

Frederik Alves kom til Silkeborg i 2018, og efter to et halvt år i det midtjyske fortsætter karrieren altså nu i den stærke engelske liga.

Moyes oplyser, at West Ham forsøgte at hente Alves allerede i sommerens transfervindue, men at det ikke var muligt på det tidspunkt.

Det er dog ikke meningen, at den danske U21-landsholdsspiller skal forstærke London-klubbens startopstilling her og nu.

- Han er nok ikke helt klar endnu, men han er en ung spiller med potentiale, som forhåbentlig kommer til at gøre det godt i fremtiden, siger David Moyes.

Frederik Alves begynder i London-klubben efter nytår på en kontrakt gældende til sommeren 2024.