Politiet advarer unge: Det er et farligt stof

Midt- og Vestjyllands Politi advarer nu mod det smertestillende morfinstof, som to unge mænd fra Silkeborg formentlig har taget en overdosis af.

0:46
Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi sætter ord på den tragiske hændelse.

- Vi kan kun advare imod, at man tager stoffet. Hvis der er nogle, der har købt eller er i besiddelse af det, så lad være med at tage det.

Så klar er beskeden fra vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi, efter to unge mænd på henholdsvis 19 og 20 år er blevet fundet døde i Silkeborg efter en bytur.

Politiets mistanke går lige nu på, at de skulle have været påvirkede af stoffet Doltard, som er smertestillende morfinpiller.

- Det er det, vi mistænker. Det kan også have taget alt muligt andet. Vi ved det ikke endnu.

- Lige nu er de på sygehuset, hvor vi afventer retsmedicinerens erklæring om, hvad det er for et stof, de har været påvirket af, siger Carsten Henriksen. 

Skulle overnatte hos kammerat

Politiet oplyser, at de to unge mænd skulle overnatte hos en kammerat i et villakvarter i den sydlige del af Silkeborg efter byturen natten til lørdag.

- De kommer hjem til kammeraten og er synligt påvirkede af narko af en eller anden art.

- Hen på aftenen lørdag begynder man at bekymre sig om dem. Man kan ikke forstå, de ikke er vågnet op endnu. Det viste sig jo så, de var døde, lyder det fra vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen ved 22-tiden lørdag aften.

Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger er stoffet Doltard lige nu populært blandt unge.

2:17