Politianmeldelse tog markant drejning: Endte med et godt grin

Søndag morgen fik politiet i Silkeborg en anmeldelse om et højlydt husspektakel. Det skulle dog vise sig at være noget helt andet, patruljen kom ud til.

patruljevogn.jpg
Foto: Flemming Christensen

Det sker ikke så tit, men nogle gange bliver politiet kaldt ud til noget, som man tror er ét, men viser sig at være noget helt andet i virkeligheden.

Det kan politiet i Silkeborg skrive under på.

Søndag morgen fik de en anmeldelse om et højlydt husspektakel.

- Anmelderen fortæller, at en kvinde råber og skriger, fortæller politikommissær Lasse Ivanøe fra politiet i Silkeborg.

Da politiet kom ud til adresse, skulle det dog vise sig, at skrigende skyldtes noget helt andet.

- Her finder politiet en kvinde, som går og skriger ad sin hund, fortæller politikommissæren og fortsætter: 

- Det viste sig, at kvinden flere gange havde forklaret hunden, at den ikke skulle slikke sig lige der, hvor der normalt kommer fordøjede madrester ud i den anden ende af dyret.

Nu var gentagelserne åbenbart blevet en dråbe for meget for den højrøstede kvinde, som havde taget de store bogstaver i brug.

Efter at have fået ro i gaden, kunne en lettet patrulje vende næsen hjem igen med et lille smil på læben og en god historie til kollegerne.