Politi jubler over overvågningskameraer, men effekten er mangelfuld, siger ekspert

Midt- og Vestjyllands Politi er glade for overvågningskameraerne i de midtjyske byer. I Viborg har de i år fået fire, og optagelserne har allerede været brugt, men en ekspert i overvågning peger dog på manglende effekt.

5:12
Allerede nu overvåger politiet Herning, Viborg, Ikast og Silkeborg. Flere steder har kamera hjulpet med opklaring.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Der hænger fem i Silkeborg midtby, fire i Herning, et enkelt i Ikast, og så er der lige kommet fire i Viborg.

Det ene skyder billeder ud over Trappetorvet i centrum af byen, men det er der ikke mange, der ved.

- Det vidste vi faktisk ikke, lyder det i kor fra Maja Flensborg Høeg og Lasro Said fra Viborg.

Heller ikke Mathias Tylstrup fra Viborg har lagt mærke til overvågningskameraet i byen.

- Det vidste jeg ikke. Det er noget mærkeligt noget. Jeg føler mig lidt overvåget, fordi de kigger på os hele tiden, siger han.

Ifølge Christian Toftemark, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg, så giver det god mening med kameraer, der filmer i alle døgnets timer. 

- Det er det område, hvor vi en gang i mellem har nogle straffelovsovertrædelser. Der vil det være en fordel for os at følge med i det fra vores vagtcentral eller her fra lokalstationen, siger han.

Også i Herning er de glade for byen fire overvågningskameraerne.

- Det giver os nogle muligheder for at følge med, når der er større liveevents og vi har også efterretningsmæssigt at få tilbage og kigge, hvis der sker noget i nattelivet, siger Niels Kristian Larsen, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.

Niels Kristian Larsen fortæller, at politiet i Herning er godt tilfredse med overvågningskameraerne (arkivfoto).
Niels Kristian Larsen fortæller, at politiet i Herning er godt tilfredse med overvågningskameraerne (arkivfoto).
Foto: TV MIDTVEST

Optager dag og nat

Overvågningskameraerne optager alle døgnets timer, men det betyder ikke noget for de borgere, som TV MIDTVEST snakkede med i Viborg.

- Jeg gør ikke noget, som jeg ikke må, siger Kristine Overgaard fra Viborg.

- Jeg har ikke tænkt mig at begå noget kriminelt, så for mig er det fint nok. Hvis man ikke har rent mel i posen, så kan jeg godt forstå, hvorfor man gerne vil af med det, lyder det fra Johan Nielsen fra Viborg.

Men selvom kameraerne ruller 24/7, så kigger Midt- og Vestjyllands Politi kun med, når sager skal efterforskes, eller når der bliver holdt øje med byrummet i forbindelse med koncerter, byfester og lignende.

- Det er kun i konkrete tilfælde i et eller andet tidsrum, der kommer en anmeldelse, at vil vi gå ind i kigge i det tidsrum, siger Niels Kristian Larsen, Vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.

Heller ikke i Viborg kigger man på skærmen hele dagen, men det kan være et nyttigt værktøj, når nogen for eksempel anmelder optræk til slåskamp.

- Sådan så når vi sender en patrulje derned, så kan vi sende dem i den rigtige retning. Vi har ikke ressourcer til at kigge på det her i tide og utide, fortæller vicepolitiinspektøren ved Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg.

I Herning hænger fire overvågningskameraer fordelt i byen.
I Herning hænger fire overvågningskameraer fordelt i byen.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Begrænset effekt

Midt- og Vestjyllands Politi kalder overvågningskameraerne for 'Tryghedsskabende kameraer'. 

- På sigt håber vi, at de kan være med til at dæmpe de begivenheder, vi oplever, når folk bliver klar over, at vi opklarer flere og flere forbrydelser, siger Christian Toftemark, der er vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi i Viborg.

Også indbyggerne i Viborg kan se den positive gevinst af at blive overvåget hele tiden.

- De er selvfølgelig med til at skabe tryghed. Hvis der sker nogle ting, så hjælper det selvfølgelig, siger Mathias Tylstrup fra Viborg.

- Man føler sig mere tryg, så ved politiet, hvis der sker noget. Så ved man, der er hjælp, lyder det fra Maja Flensborg Høeg.

Men forskningen peger på, at overvågningskameraerne virker bedst i aflukket området, hvor man statistisk kan dokumentere en positiv effekt. Men når det gælder borgernes oplevelse af tryghed, så er det en anden snak.

- Undersøgelser fra Norge, Danmark og England viser, at det ikke er folks oplevelse, at overvågningskameraer skaber mere tryghed, siger Daniel Malling Blaabjerg-Zederkoff, ekspert i overvågning og tilknyttet Center For Overvågningsstudier på Aarhus Universitet.

Og når man kigger på forskellige undersøgelser rundt og omkring i verden, så kan man statistisk observere kameraer har en begrænset virkning på tyveri og hærværk. Der observeres dog ikke, at kameraerne har positiv effekt for af voldshandlinger og voldtægter. I nogle byer peger det faktisk på en stigning af voldstilfælde på trods af opsætning af overvågningskameraer i det offentlige rum.

- Det er svært for politiet at bruge overvågningsbillederne entydigt til opklaring. Dels fordi data ikke altid giver brugbar viden i den hensigt. Politiet kan for eksempel få bedre overblik over konkrete hændelsesforløb og måske se, om der kan indhentes vidner. Men med henblik på overvågningsmaterialet som et afgørende bevismateriale i en sag, så er det sjældent tilfældet. Desuden det er meget ressourcekrævende at gå optagelser igennem for at processere informationerne til brugbare beviser, siger Daniel Malling Blaabjerg-Zederkoff.

Selvom overvågningskameraerne optaget alle timer i døgnet, så følger politiet kun med i konkrete tilfælde.
Selvom overvågningskameraerne optaget alle timer i døgnet, så følger politiet kun med i konkrete tilfælde.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Har allerede hjulpet

På trods af forskningen, så har politiet i Viborg allerede gjort brug af overvågningskameraerne i en voldssag for at tjekke vidners forklaringer.

- De vidneforklaringer kunne vi understøtte med videoovervågningen og dermed også udpege gerningsmanden, fortæller Christian Toftemark.

Også i Herning har overvågningen hjulpet med opklaringen.

- I takt med, at det bliver kendt, at man risikerer at blive retsforfulgt, hvis man laver vold, fordi det er med til at styrke sagen, så vil det forhåbentlig skabe en større tryghed for dem, som færdes hernede, siger vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.