Pokalfighter: Jeg vil gerne sælge fighterpokalen for pokalen

Silkeborgs Simon Jakobsen blev kåret til kampens fighter, da Brøndby torsdag vandt årets pokalfinale med 3-1.

Simon Jakobsen Silkeborg IF
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Trods 1-3-nederlaget til Brøndby IF i årets pokalfinale i fodbold var der et lille plaster på såret til Silkeborg IF, da holdets anfører, Simon Jakobsen, blev kåret til årets pokalfighter.
    
Den titel er midterforsvareren glad for.
    
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var stolt af det.
    
- Det udligner ikke skuffelsen. Jeg ville gerne have solgt den (fighterpokalen, red.) for den store (pokal, red.). Men jeg er rigtig stolt af at tage den med hjem og blive kåret til kampens spiller blandt så mange dygtige.
    
- Jeg er rigtig glad for den anerkendelse. Jeg synes også selv, at jeg spillede en god kamp, og det synes jeg, er fedt, at der er andre, der er enige med mig i, siger Simon Jakobsen.
    
Silkeborg-træner Peter Sørensen er enig med Danske Sportsjournalister, som er dem, der kårer årets pokalfighter.
    
- Det er fortjent. Han spiller en god kamp, og han har en fantastisk vindermentalitet, han har et overskud i kampene og i dagligdagen, som trækker andre med, siger han.
    
Simon Jakobsen var på en hård opgave i Silkeborgs midterforsvar, specielt i det første kvarter af kampen, hvor Brøndby lagde et stort pres på midtjyderne, uden det dog lykkedes dem at få bolden i kassen.
    
- Jeg kom i vejen for meget, og vandt vel 98 procent af mine dueller og lod mig ikke stresse alt for meget af deres pres. Jeg var godt tilfreds med min egen indsats, siger Jakobsen.
    
Det var Silkeborg, der overraskende scorede det første mål i kampen efter en halv times spil. Men kort efter scorede Brøndby til 1-1 og kort inden pausen til 2-1. I anden halvleg lukkede Brøndby kampen med et sent mål.
    
Det var trods nederlaget en stor oplevelse for den nykårede pokalfighter at spille finalen i Parken i København foran godt 31.000 tilskuere, på trods af at de fleste af dem havde Brøndbys gule og blå farver.
    
- Det var en kæmpe oplevelse. Klart den største kamp, jeg har prøvet at spille. Det kunne jeg godt vænne mig til. Der var gåsehud, lige fra vi trådte ud af bussen, til vi kom ind på stadion, og alle jublede og buhede, siger han.
    
/ritzau/