Far idømt fængsel og udvisning for mishandling af fire børn - stedmor også dømt

Et par fra Silkeborg-området er blevet dømt for at have udøvet vold mod mandens børn gennem en årrække. Manden er også blevet dømt til udvisning.

Retssagen kørte over tre dage og fandt sted i Retten i Viborg.
Retssagen kørte over tre dage og fandt sted i Retten i Viborg.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

En 43-årig mand er torsdag blevet idømt seks måneders fængsel for at have mishandlet fire af sine seks børn og for at have udøvet vidnetrusler mod to af børnene. 

Når fængselsdommen ophører bliver han udvist af landet.

I samme sag er mandens 42-årige kone blevet idømt 60 dages fængsel for at have udøvet vold mod to af børnene. Kvinden er stedmor til børnene.

- Retssagen kørte over tre dage med vidneførelse, og jeg er tilfreds det, de er blevet idømt. Jeg mener, at dommen er i overensstemmelse med retspraksis, fortæller anklager fra Midt- og Vestjyllands Politi Iben Ernst Bøttker.

Anklageren oplyser også, at det ikke var alle børnene, der vidnede mod forældrene. Vidneudsagnene fra de børn, der gjorde, var dog nok til at få forældrene dømt.

De fire børn, der blev mishandlet, er mellem 14 og 18 år gamle. Fra marts 2017 til august 2020 blev de slået med blandt andet bælter, ledninger og pinde i familiens hus i Silkeborg-området. 

Den 43-årige mand kommer oprindeligt fra Sudan, og derfor er han dømt til udvisning. Den 42-årige kvinde har fået en advarsel om udvisning.

Begge de dømte har valgte at anke sagen til Landsretten.