Påsatte brande i Silkeborg: 17-årig varetægtsfængsles i yderligere fire uger

Den 17-årige er sigtet for 24 påsatte brande i containere i Silkeborg.

Et boligområde i Silkeborg var i cirka to måneder plaget af påsatte brande. Foto: 24-7 News

Den 17-årige mand, der er sigtet for flere påsatte containerbrande i et boligområde i Silkeborg, har fået forlænget sin varetægtsfængsling frem til den 30. januar. 

Læs også 17-årig erkender én påsat brand - nægter sig skyldig i de 23 andre

Det oplyser Michael Svendsen, der er politiassistent i efterforskningen hos lokalpolitiet i Silkeborg. 

Manden blev oprindeligt varetægtsfængslet den 6. december frem til dags dato. 

Efterforsker fortsat sagen

I retten den 6. december erkendte den sigtede sig skyldig i én af brandene. Han er sigtet for 23 i alt. 

- Vi kan ikke gå så meget i detaljer, da vi fortsat er igang med efterforskningen, men vi kan sige, at varetægtsfængslingen er blevet forlænget ud fra det samme grundlag, som han tidligere er blevet varetægtsfængslet for, siger Michael Svendsen. 

Bent Riber, der er politikommissær hos politiet i Silkeborg, har tidligere fortalt, at der er flere personer i den kreds, politiet har efterforsket i sagen. 

- Vi kan ikke udelukke, at der kommer flere anholdelser, sagde Bent Riber tilbage i starten af december måned.

Michael Svendsen kan i dag ikke fortælle, om man fortsat efterforsker yderligere mistænkte. 

Sagen kort

  • Over en periode på cirka to måneder blev der påsat en lang række containerbrande i et område omkring Lupinvej og Resedavej i Silkeborg. 
  • Brandene skabte utryghed blandt beboerne, og tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) var også fremme i medierne for at få den nuværende justitsminister til at gå ind i sagen. 
  • Det var en længere efterforskning, der førte til anholdelsen af den 17-årige. 
  • Politiet har ellers i været på bar bund i efterforskningen af de påsatte containerbrande i lang tid og har flere gange været ude og bede offentligheden om hjælp.
  • Den 17-årige blev varetægtsfængslet d. 6. december. I dag er varetægtsfængslingen blevet forlænget frem til d. 30. januar.