Opdateret: Treårig i live efter drukneulykke ved Silkeborg

Den treårige pige var formentlig ude at sejle med sin familie, da person på anden båd så, at hun lå livløs i vandet.

Både politi og redningsfolk blev kaldt til ulykkesstedet.
Både politi og redningsfolk blev kaldt til ulykkesstedet.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den treårige pige, som søndag blev fundet i livløs tilstand ved Ladepladsen i Sejs ved Silkeborg, er stadig i live, men hendes øvrige tilstand er ukendt.

Efter først at være blevet bragt til Aarhus Universitetshospital i Skejby befinder hun og familien sig nu på Rigshospitalet i København.

- Hun er i live, mere kan jeg ikke sige om hendes tilstand på nuværende tidspunkt. Det er dybt, dybt tragisk, siger chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi Claus Hilborg mandag eftermiddag til TV MIDTVEST.

Pigen var formentlig ude at sejle på Borre Sø med sin familie, da hun faldt over bord.

- Vi kender ikke helt optakten til det, men hun har formentlig været på en sejlbåd eller motorbåd med sin familie, og så er hun af indtil videre ukendte årsager røget i vandet. Det er en tredje person i en anden båd, der kontakter 112, sagde vagtchef Lars Evan søndag.

Anmeldelsen kom klokken 17.37 fra en forbipasserende sejler, som havde set et livløst barn i vandet. Men først efter ti minutter fik de besked fra alarmcentralen om at bringe hende i land, så redningsfolkene kunne udøve livreddende førstehjælp på den lille pige.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Politiet arbejder nu på at finde ud af de nærmere omstændigheder omkring ulykken, men samtidig undersøger Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvilke oplysninger der blev givet fra alarmcentralen samt omstændighederne, der gjorde, at pigen befandt sig så længe i vandet.

- Det er tilfældigt, hvilken alarmcentral, man får fat i, når man ringer 112, og her får de altså fat i den i Slagelse. Mere kan jeg ikke sige, før Den Uafhængige Politiklagemyndighed har undersøgt sagen, siger chefpolitiinspektør Claus Hilborg.

- Vi havde ikke fået besked om, at der var et savnet barn ved søen fra andre end anmelderen, siger han.

Søen ved Sejs-Svejbæk er en indmunding til Gudenåen og ligger nær Silkeborg. Midtjysk Brand & Redning assisterede ambulance og politi på ulykkesstedet.