Ønsker kampvalg: Silkeborgenser vil udfordre Pernille Vermund

Hvis Nye Borgerlige vil, kan de få et kampvalg. Uheldigvis for udfordreren er han bare ikke opstillingsberettiget.

Tommy Peter Nielsen har meldt sig ind i Nye Borgerlige for at udfordre Pernille Vermund.
Tommy Peter Nielsen har meldt sig ind i Nye Borgerlige for at udfordre Pernille Vermund.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

For ti år siden var han folketingskandidat for Socialdemokraterne. Ved sidste valg stemte han på "en god liberal fra et nuværende regeringsparti". Og i dag har han meldt sig ind i Nye Borgerlige med det formål at udfordre Pernille Vermund i formandsvalget i Nye Borgerlige.

- Jeg tror, jeg er en bedre løsning end Pernille Vermund ved næste valg, men det ved jeg jo ikke, om medlemmerne synes, siger Tommy Peter Nielsen fra Silkeborg.

Dermed hentyder han til Pernille Vermunds egen udmelding om, at hun ikke ønsker at genopstille ved næste valg.

- Hvad har ændret sig for hende siden hun trak sig for seks-otte uger siden? Dette har resulteret i den naturlige konklusion, at jeg på den lange bane er den rigtige formand for Nye Borgerlige, siger han.

Ideen om at gøre politisk karriere i Nye Borgerlige opstod i går, da Lars Boje Mathiesen blev ekskluderet af partiet. 

Bag eksklusionen stod en strid om penge, hvor Lars Boje Mathiesen ifølge partiets hovedbestyrelse krævede et beløb på 350.000 kroner samt et månedligt formandsvederlag på 55.000 kroner, mens hovedbestyrelsen ifølge Lars Boje Mathiesen selv tilbød 6000 koner.

- Jeg har meddelt hovedbestyrelsen, at jeg accepterer deres generøse tilbud om 6000 kroner i formandshonorar og skal derudover bare bede om statens lave takst i kørselsgodtgørelse, siger Tommy Peter Nielsen.

For ny til Nye Borgerlige

Tommy Peter Nielsen er direktør for Teater Magistraten i Silkeborg. Ifølge ham selv har han opbakning fra lokale folk i kulturlivet, som "ikke nødvendigvis har en lang fortid i Nye Borgerlige".

Selv er hans politiske erfaring et folketingskandidatur for Socialdemokratiet, bestyrelsesposter i FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke, og nu at han er blevet valgt til bestyrelsen for Silkeborg Forsyning.

Men teaterdirektørens drøm om en rolle som partileder kan være slut allerede inden tæppet går for første akt. Ifølge partiets vedtægter skal man have været medlem i fire måneder for at kunne stille op.

- Jeg har bedt hovedbestyrelsen om dispensation. De må også være interesseret i en konstruktiv og retfærdig valgproces til partiets bedste, siger han.

Han svarer ikke klart på, om han tror, hovedbestyrelsen vil lade ham stille op, eller om han overhovedet tror, han kan få nogen stemmer.

- Just a moment, hold my beer

Tommy Peter Nielsen bedyrer, at han ikke forlader Nye Borgerlige igen, selvom det ikke skulle lykkes at stille op og blive formand -"jeg synes ikke, man skal smække med døren" - og argumenterer med, at man ikke kan bygge et parti op, hvis man bliver ved med at ekskludere medlemmerne.

- Sidste år var der en kommentator der sagde, at Dansk Folkeparti var ved at gå i opløsning. Jeg siger bare: "Nye Borgerlige, just a moment, hold my beer."

Derfor skal det også være slut med at smide hinanden ud af partiet, hvis Tommy Peter Nielsen bliver formand. Politisk vil han arbejde for "gode, borgerlige værdier" og gøre op med de konspirationsteorier, han mener har haft frit spil i Nye Borgerlige indtil nu.

- Jeg er fuldt coronavaccineret, siger han.