Nystartet kæde fik tæsk af finanskrisen – nu er der 185 butikker i familien

Fast arbejde har besøgt butikskæden Sport24, der blev dannet i 2012, efter en række ejere af Intersport-butikker forlod kæden.

Selvom Silkeborg-kæden Sport24 kun er otte år gammel, så er den allerede blevet en gigant på markedet for sportsartikler.

Sport24 blev dannet i 2012 efter en række ejere af Intersport-butikker forlod Intersport-kæden.

- På det tidspunkt i Intersport var der ikke plads til at ekspandere. Der var stramme regler. De mennesker, der sad og skabte Sport24, havde så meget krudt i røven, så de rammer kunne de ikke være i, fortæller Lars Elsborg, der er direktør i Sport24

Men selvom der var fuld fart på og store ambitioner, fik den nystartede kæde en hård start.

- Det var ikke den bedste tid. Det var på det tidspunkt, finanskrisen begyndte at klemme, så det var ikke den letteste start, fortæller Lars Elsborg.

Kæde med stor købelyst

quoteJeg er glad for, at jeg kan arbejde med det, som interesserer mig, men det betyder også meget for mig, at jeg har med så mange unge mennesker at gøre. Jeg elsker at se dem vokse og blomstre.

Lene Byskov, bestyrer af Sport25 i Herning Centret. 

Alligevel har kæden formået at få succes. Det, der startede med få butikker i Jylland, har vokset sig større og stærkere.

Det skyldes blandt andet, at kæden har opkøbt en lang række mindre konkurrenter.

I 2016 var der virkelig drøn på. Kæden købte blandt andet butikskæden Sportigan.

- Senere samme år købte vi Stadium DK. De havde nogle butikker i København, vi havde brug for, så det var et rimeligt hektisk år, fortæller Lars Elsborg.

Kæden er Danmarks største inden for salg af sportstøj.
Kæden er Danmarks største inden for salg af sportstøj.

De store investeringer gjorde, at Sport24 årene efter ikke leverede et godt regnskab.

- De tal, vi leverede i 2017 og 2018, var ikke fantastiske tal, men det er et rekordregnskab, vi leverer i 2019. Det er enormt tilfredsstillende. Det er tæskesvært at lave gode resultater i detailhandlen lige for tiden, så det er noget, vi går og klapper hinanden på skulderen over, siger Lars Elsborg.

Lene har været med hele vejen

Den samlede omsætning for hele Sport24 familien er cirka 1,5 milliarder kroner eksklusiv moms. Dermed er kæden i dag Danmarks største inden for salg af sportstøj.

Én af de 185 butikker er placeret i Herning Centret og bestyres af Lene Byskov. Hun har været med på hele rejsen med Sport24.

Lene Byskov bestyrer Sport24 i Herning Centret. 
Lene Byskov bestyrer Sport24 i Herning Centret. 

- Sport24 er en arbejdsplads, der har udviklet sig meget. Jeg har været med siden starten, hvor vi var Intersport. Vi startede som en lillebitte jysk kæde, og nu er vi over hele landet, siger hun.

Og selvom hun har arbejdet i kæden i mange år, er hun ikke på vej videre.

- Jeg er glad for, at jeg kan arbejde med det, som interesserer mig, men det betyder også meget for mig, at jeg har med så mange unge mennesker at gøre. Jeg elsker at se dem vokse og blomstre, siger Lene Byskov og tilføjer:

- Jeg kunne godt gå ud i en anden butik og sælge de varer, de har på hylderne. Men det er det her, der interesserer mig, og jeg elsker at være her.

Sport24 beskæftiger over 1000 medarbejdere på landsplan. Cirka halvdelen er fuldtidsansatte.

Fast Arbejde har besøgt Sport24. Se indslaget her.