Nye skilte på motorvejen skal trække folk til Silkeborg

På Silkeborgmotorvejen er der ét skilt, der peger ind mod en attraktion i byen. Men fremover skal der være mange flere.

Silkeborg Motorvej

Langs Silkeborgmotorvejen er der et brunt vejskilt, der peger ind imod Museum Jorn. Der er dog flere attraktioner, og det vil Silkeborg gerne gøre opmærksom på. 

Nu har Silkeborg Kommune fået lov til at sætte seks skilte op på Silkeborgmotorvejen, som peger hen imod andre attraktioner i byen. Turisterne vil nu også blive lokket i retning af Museum Silkeborg, AQUA og Hjejlen. 

Hos Silkeborg Kommune er det vigtigt at få vist frem, at man har meget at byde på, og derfor har de godkendt, at skiltene bliver sat op. 

- Vi har så meget at byde på i Silkeborg Kommune, så det er skønt, at vi nu får lov at skilte med yderligere tre store attraktioner langs Silkeborgmotorvejen. Jeg tror på, at det vil få endnu flere turister til at dreje af mod Silkeborg – til gavn for hele kommunen, siger formand for Vej- og Trafikudvalget Frank Borch-Olsen.

Også hos turistforeningen i byen er der stor glæde at finde. VisitSilkeborg håber, at det vil hjælpe på turismen. 

- Jeg er meget begejstret. Det er en fantastisk mulighed for at synliggøre de store kulturoplevelser, vi også tilbyder i Silkeborg Søhøjlandet – Danmarks Outdoor Hovedstad. For dem er der rigtig mange af. Vi glæder os til skiltene bliver rejst og håber, de vil tiltrække en masse gæster, danske såvel som udenlandske, siger turistchef Liselotte Nis-Hanssen.

En attraktion skal være af særlig kulturel eller historisk betydning for at komme i betragtning til et brunt seværdighedsskilt. Det er alle seværdighederne, inklusiv Søhøjlandet, der får et skilt på Østjyske Motorvej, blevet vurderet til at være.