Nye detaljer om dødsulykke: Spritbilist havde tårnhøj promille

​Den 38-årige spritbilist var både påvirket af alkohol og stoffer, da han påkørte en 52-årig kvinde, der endte med at miste livet i en trafikulykke onsdag.

Sådan så bilerne ud efter den voldsomme ulykke.
Sådan så bilerne ud efter den voldsomme ulykke.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

For høj promille, stoffer i blodet og for høj fart.

Det er nogle af de detaljer, der torsdag er kommet frem efter et grundlovsforhør af den 38-årige mand fra Brande-egnen, der onsdag eftermiddag ramte en bil med en 52-årig kvinde bag rattet ved Thorning nordvest for Silkeborg.

Kvinden blev dræbt i den voldsomme ulykke.

Den første alkoholtest viste, at manden havde en promille på 1.98, mens den et kvarter senere var steget til 2.65. Han forklarede også, at han havde røget hash.

Manden erkender at have kørt bilen, og at han havde drukket, og han er derfor blevet varetægtsfængslet i fire uger.

1:40
TV: 38-årig mand blev varetægtsfængslet efter dødsulykke ved Thorning.

 Alt for høj fart

Bilinspektørens foreløbige opmålinger af ulykkesstedet viser, at den 38-årige påkørte den kvindelige bilist med mindst 92 kilometer i timen. En lastbilchauffør, der så ulykken ske, vurderer dog, at han kom kørende med omkring 120-130 kilometer i timen, og at han hverken bremsede eller forsøgte at undvige.

Manden kørte op bag i kvinden omkring klokken 14.30 onsdag eftermiddag, da hun holdt stille, fordi hun skulle dreje. Kvinden blev slynget over i den modsatte vejbane og ramt af et ældre ægtepar, som kom kørende i den modsatte retning.

Sigtet for uagtsomt manddrab

Manden ankom til retten iført en hvide hættetrøje, og han dækkede sit ansigt, da han gik ind i salen.

Han er sigtet for uagtsomt manddrab og for at køre påvirket af både spiritus og narko. Oveni kørte han også for stærkt og uden et kørekort.

Den sigtede er stadig meget chokeret over situationen, og derfor var han ikke i stand til at forklare sin version af sagen.