Ny brand i hårdt prøvet boligområde - nu 24 brande på seks uger

Natten til søndag rykkede brandvæsenet ud til den 24. brand og et forsøg på endnu én i et boligområde i Silkeborg - en speciel situation for brandfolkene.

Den 24. brand var antændt i pap og aviser mellem nogle affaldscontainere.
Den 24. brand var antændt i pap og aviser mellem nogle affaldscontainere.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Det har ikke holdt brandstifterne tilbage, at en tidligere justitsminister i går kom med en opfordring til, at der nu skal gribes ind over for de mange containerbrande i Silkeborg.

I nat var den gal igen på Resedavej, hvor brandvæsenet rykkede ud til den 24. containerbrand på seks uger.

Her var der klokken 01.47 antændt en brand i pap og avispapir mellem nogle containere ved nummer 19, og det brændte kraftigt, da brandfolkene ankom.

- Vi tager brandene alvorligt og har ekstra patruljer til at køre rundt i området, siger Anders Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, som der ud over ikke kan komme ind på, hvad de ellers har gjort efterforskningsmæssigt for at sætte en stopper for de påsatte brande.

Branden ved containerne blev anmeldt klokken 01.47 natten til søndag.
Branden ved containerne blev anmeldt klokken 01.47 natten til søndag.
Foto: Øxenholt foto

En belastning og en speciel situation

Natten til søndag var der desuden et forsøg på ildspåsættelse i en anden container ud for Resedavej 63. Denne brand nåede kun at ulme lidt, før et par forbipasserende fik den trampet ud og efterfølgende henvendte sig til politi og brandfolk med oplysningerne om forsøget.

Brandfolkene rykker ud til dem alle, og det er blevet lidt af et samtaleemne.

- Det er en speciel situation og en belastning for os. Vi møder mellem seks og otte mand hver gang, og det tager ikke lang tid pr. gang, siger Allan Riisberg, indsatsleder ved Midtjysk Brand og Redning.

Lupinvej, Resedavej og Lindeparken har siden den 28. september været hårdt plaget af brande især i containere.

Den 6. oktober måtte brandvæsenet eksempelvis rykke ud fem gange på Lupinvej, og den 7. oktober var de afsted tre gange.

Tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen (K) gik i går ind i sagen. Han vil nu have den nuværende justitsminister til at gribe ind.

- 23 brande det er jo helt vanvittigt. Havde det været andre steder i landet, havde der været ramaskrig, sagde han i går.

3:37
Beboere i området fortalte i går, hvordan de har det med de mange brande.