Nu må rovfugl bruges til jagt

Fra lørdag er det igen tilladt at gå på falkejagt. Endelig, mener nogen. Skidt, mener andre.

falk.jpg

Lørdag kan jægerne tage et levende våben ud af bilen. En ændring i jagtloven tillader nemlig brug af falke, når der skal fanges fasaner, ænder og harer, skriver DR Østjylland.

Falken er en rovfugl. For at bruge den til jagt skal man være falkoner og tage en særlig uddannelse. Det er Flemming Sanggård fra Silkeborg Ørnereservat, der glæder sig over at udnytte rovfuglens naturlige instinkter.

- I det øjeblik påtegningen til jagttegnet kommer i e-boksen, så er vi at finde derude i naturen for at bruge fuglen til det, den er skabt til, siger han.

Det er rovfugle fra falke- og høgefamilien, man som falkoner må bruge. Og byttet dør hurtigt, understreger Flemming Sanggård.

- Vi er hurtigt over fuglen for at sikre, at vildtet bliver aflivet med det samme. Men ofte når det er et stort bytte, så gør høgen alt, hvad den kan for lynhurtigt at slå det ihjel, så den ikke selv kommer til skade. Den tager lige fat i hoved og ryg, og så trykker den. Så slukker lyset med det samme, forklarer han.

Mens han altså er begejstret, er andre mere skeptiske.

Forkert at holde rovfugle til det formål

Dyrenes Beskyttelse, Dansk Pattedyrforening og Dansk Ornitologisk Forening er imod.

- Det at holde rovfugle er et indgreb mod fuglens natur. Derfor mener vi, at en udvikling mod at flere holder rovfugle for at gå på jagt er et helt forkert skridt at tage i et samfund som det danske, siger Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.

De nye regler skal evalueres efter fire år.

2:14
For et år siden fortalte vi, at der var flertal for at tillade jagt med rovfuglen.