NFL-silkeborgenser er under opsyn efter migræneanfald under træning

Andreas Knappe går formentlig glip af Denver Broncos' tredje testkamp, bekræfter holdets cheftræner.

20180813-125531-d_34mb.jpg
Foto: Mark Goldman / Ritzau Scanpix

Danske Andreas Knappe må formentlig se til fra bænken, når hans hold, Denver Broncos, natten til lørdag spiller sin tredje og næstsidste testkamp forud for den nye sæson i verdens bedste liga for amerikansk fodbold, NFL.

Årsagen er, at den 27-årige dansker under træningen i Denver mandag begyndte at vise symptomer på en hjernerystelse.

Det oplyser Broncos' cheftræner, Vance Joseph, natten til onsdag dansk tid.

- Han (Knappe, red.) fik en forsinket migræne under mandagens træning. Det opstod under kampen lørdag. Han er under opsyn og kommer formentlig ikke til at spille i denne uge, siger Joseph til Broncos' hjemmeside.

Allerede mandag forlød det på Twitter, at Knappe var blevet kørt bort fra træningsbanen i Denver.

Knappe har været i aktion de seneste to weekender i Broncos' to første testkampe i den såkaldte preseason, der i alt består af fire kampe.

Den 203 centimeter høje og 147 kilo tunge offensive tackle kæmper i øjeblikket for at sikre sig en plads i Broncos-truppen.

Formår Knappe ikke at blive en del af den endelige 53-mands-trup, der uge efter uge skal kæmpe om sejrene i NFL, så kan han blive indlemmet i klubbens træningstrup, som består af ti spillere.

De ti mand træner med førsteholdet og står på spring til at komme i kamp, hvis det bliver nødvendigt.

Det prøvede Knappe i sidste sæson. Efter at være blevet fritstillet af Atlanta Falcons blev han samlet op af Washington Redskins, hvor han fik en plads i træningstruppen.

To uger senere blev han også fritstillet af Redskins, og derefter gik turen til Indianapolis Colts og siden Denver Broncos.

NFL-sæsonen sparkes i gang natten til fredag den 7. september dansk tid, hvor Super Bowl-mestrene Philadelphia Eagles møder Atlanta Falcons.

/ritzau/